Jeg sætter mig selv på en ufattelig stor og svær opgave ved at skulle fortælle jer om mit liv her på Capernwray, men det er ikke desto mindre det, jeg har sat mig for. Jeg har nu været her på skolen i cirka 2½ måned og overordnet set er det ikke mindre end fantastisk! Den sætning får I derhjemme dog ikke meget ud af, så jeg vil i mit følgende blogindlæg beskrive og fremhæve blot nogle stykker af mine oplevelser her fra. Jeg ville med glæde dele ALT med jer, men I kan få lov at smage lidt af flødeskummet nu, og så kan I få lov at smage resten af lagkagen, når jeg kommer hjem, - ja, hvis i forstår sådan en lille en ;)
Jeg har lyst til at starte ud med at beskrive for jer, hvordan en helt normal mandag kan se ud for mig her på skolen. Det er muligvis lidt halvkedeligt, men så længe blot én af mine læsere finder det spændende, finder jeg det nødvendigt og tilfredsstillende at fortælle om :)
Klokken 7.30 ringer vækkeuret på værelset, og mine 3 værelseskammerater (ja, før havde jeg kun to, men da eleverne fra første semesters ABS (Adventure Bible School) er flyttet ind på skolen i marts, er vi nu 4 på mit værelse) og jeg snegler os ud af sengen, ifører os store sweatre og joggingbukser og slæber os selv op til morgenmad. Efter en dejlig skål müesli og et par morgenjokes løber vi tilbage til værelset, hvor vi sætter musik på og bruger en halv times tid på at gøre os klar, rydde op, skrive dagbog, grine eller noget helt syvende. (Lille note til det med musikken: Mine værelseskammerater er utrolig stor fan af pop-musik, så jeg kæmper min kamp for at få afspillet noget andet. I den forbindelse kan jeg fortælle, at jeg har fået dem til at elske op til flere kendte danske kunstnere. Ja, og de musikere kan takke mig senere, når deres cd kommer til at sælge helt vildt i Canada!). Klokken 8.30 står den på et kvarters lovsang og derefter starter dagens første time. Den varer til 10.20, hvor vi får serveret morning tea, hvilket er en vældig fin og meget engelsk-præget tradition. Klokken 11 starter dagens anden periode af undervisning, hvilket varer indtil frokost, som er klokken 13. Derefter og indtil aftensmad (hvilket er kaldet evening tea) har vi den study periode, som det er kaldet, hvor vi har tid til at arbejde på forskellige projekter. Dog er denne periode ofte ikke blot fyldt med study, men med hyggelige og sjove snakke, klaver-spilning, ultimate, e-mail-skrivning, svømmeture i poolen, løbeture, afslapning og hvad vi ellers finder på. De timer midt på eftermiddagen har virkelig været guld værd, specielt i de seneste par måneder, hvor solen har stået højt på himmelen.
Efter aftensmad har vi fra klokken 19.15-20.15 en times undervisning. At have undervisning så sent om aftenen lød ikke utrolig spændende i starten, men jeg er faktisk gået hen og blevet rigtig glad for den ordning. Hele eftermiddagen har ligesom været fyldt af sjov og afslapning og at runde dagen af med at lære og diskutere meningsfulde ting, synes jeg egentlig er meget rart.
Efter undervisningen og før sengetid sker der tit mange både sjove og hyggelige ting. Ofte tager jeg med 10 andre ind til Camebridge og spiller fodbold i en lille hal, hvilket altid er utrolig underholdende. Hvis jeg er for træt kan sådan en hverdagsaften også blot bestå af gode snakke i the student lounge eller måske endda en omgang ”tim-tam-slam”. (Det sidste ord kræver vist en forklaring. En Tim-tam er en rektanglet chokoladekiks. Du tager kiksen og bidder et af hjørnerne af i hver sin ende af kiksen. Du tager så en kop varm kakao og dypper den ene del af chokoladekiksen ned i og suger i den anden ende. Kiksen fungerer dermed som en form for chokolade-sugerør. Dette resulterer i, at kiksen bliver fyldt med varm kakao og begynder dermed at smelte. Inden kiksen falder fra hinanden, gælder det om at vippe hovedet tilbage og fange kiksen i munden uden at bruge sine hænder og uden at få chokolade i hele hovedet. Det er utrolig sjovt og lækkert på samme tid. Dette spil eller leg er, hvad folk i denne ende af verden kalder for tim-tam-slam.)
Det var en overordnet fortælling om, hvordan en normal mandag kan se ud for mig. Dog er alle dage langt fra ens, da vi bl.a. har nye underviserer hver uge.
En af de talere, vi har haft ude, har jeg lyst til at fortælle kort om. Hans navn er Ray Andrews og er fra Australien. Han er en psykiater og er efter min mening utrolig varm, rar og intelligent.
Han lavede en personlighedstest på os alle sammen. I starten tænkte jeg, at det var ret plat og poppet, men resultatet endte faktisk med at passe utrolig godt. Han brugte så disse resultater til at fortælle om karaktertræk ved de forskellige personlighedstyper og fortælle om, hvor forskelligt vi alle tackler ting i livet, og hvor forskellige tanker og følelser vi har, når det kommer til hele det kristelige aspekt. Det var utrolig lærerigt og givende for mig, da jeg til tider føler mig lidt anderledes fra mange folk her, hvad tro angår, og at høre om, at vi naturligvis alle føler og tænker forskelligt og har brug for forskellige måder at dyrke vores tro på, var meget givende og lærerigt for mig. Derudover tilbød Ray at tale med os på tomandshånd. Det endte jeg med at gøre. Ikke blot fordi jeg havde lyst, men fordi han anbefalede mig at gøre det, da jeg er en åbenlys såkaldt ”føler” (Ja, jeg er jo datter af Jørgen og Annette Due, så det kommer nok ikke som nogen overraskelse for nogen). Det var virkelig interessant og godt at snakke med ham. På trods af at jeg kommer fra en psykolog-familie, har jeg aldrig prøvet at være til en konsultation før. Det var derfor rigtig fint for mig at prøve og sikkert også vigtigt for mig at se og forstå, hvorfor det kan være så godt at snakke om livet. Ja, så jeg lærte ikke blot ting om mig selv, men også ting om alle mine familiemedlemmers erhverv. Win-win-situation :)
Jeg bevæger mig let og naturligt fra fortællingen om Ray Andrews til at fortælle jer om den 14. februar aka Valentines Day. Ja, der er en meget tydelig parallel mellem de to ting, så I havde nok alle ventet, at jeg ville skrive om den dag nu. (Jeg læste dette afsnit højt for den anden danske pige, som for nogle uger siden kom her til skolen fra ABS, og hun fangede ikke ironien i dette afsnit. Vælger derfor at skrive denne parentes, så der ikke opstår nogle misforståelser).
Grunden til at jeg vælger at fortælle jer om Valentines Day er, at det simpelthen var så sjovt for mig at opleve en rigtig amerikansk en af slagsen. Derhjemme sker der jo ikke rigtig andet end, at blomsterbutikkerne putter et par hjerter i vinduerne. Det var dog ikke situationen hernede, hvor jeg er omgivet er folk fra Canada og Amerika. Nej, her blev der spillet kærlighedssange over cd-anlægget hele dagen, der var rosenbuketter sat op rundt omkring, i min brevhylde lå der mange små ”Happy Valentines Day”-kort og om aftenen iklædte vi os alle fint tøj og drengene serverede mad og agerede gentlemen for os piger. Ja, så som I kan høre, var det en ret særlig dag. Små oplevelser som denne er en del af det, der gør det sjovt for mig at være ude at rejse. Det at se, opleve og lære hvordan andre lande og kulturer er.
Vi befinder os dog ikke på skolen hele tiden. I weekenderne tager vi tit på ture for at se nærmere på dette smukke land. Ture til stranden har der været mange af, og at løbe rundt i det hvide sand og finde flotte, eksotiske skaller og konkylier er helt sikkert en af mine yndlings aktiviteter. Derudover har jeg mountain biket i en red wood forest i byen, Rotorua, sammen med min familie-gruppe. Det var helt ubeskrivelig sjovt at suse ud og ind imellem de fantastisk smukke træer og efter den oplevelse, kan jeg næsten ikke vente med at komme hjem og se, hvad Hareskoven har at byde på på den front :) Derudover har jeg også været på flere hike-ture. En af dem var ved Wairere Falls, hvilket er det største vandfald på Nordøen. Jeg troede, at konceptet var, at vi skulle gå en lang tur og kigge og tage tusindvis af fine billeder af det flotte vandfald. Det viste sig dog, at planen var, at vi skulle hike hele vejen op til toppen af vandfaldet. Det var utrolig smukt, og jeg var glad for, at vi gjorde det, men for at være helt ærligt var det ret hårdt. (Ja, held og lykke med at tage på ABS, Caroline!). Generelt er jeg virkelig overvældet over, hvor smuk naturen er hernede. Mange sagde til mig, før jeg rejste, at New Zealand på mange måder indeholder alle slags naturfænomener. Det var lidt svært for mig at forstå, men jeg må nu sige, at jeg ikke kunne være mere enig. Dette land indeholder det hele!
I dette land kan man naturligvis se stjernehimmelen, som man kan det i alle andre lande. Dog vil jeg våge at påstå, at den er flottere hernede, end den er i lille Danmark. En ven fortalte mig, at det skyldes, at der kun bor 4,3 millioner mennesker i New Zealand, hvilket resulterer i, at der ikke er så meget lys og at landet derudover ligger helt for sig selv, så der er ikke så meget, der forstyrrer de smukke stjerners skønne lys. Jeg ville ønske, jeg kunne tage et billede af den, så jeg kunne vise jer den, men eftersom det ikke ville blive et særligt godt billede, vil jeg råde jer til at tage et smut forbi dette land i stedet. Glæder mig til at se jer hernede :)
Inden jeg runder af, vil jeg forsøge kort at fortæller jer om ministry week, som vi havde for nu snart 3 uger siden. I den uge blev alle eleverne opdelt i 5 teams. Vi fik alle uddelt en menighed, som vi skulle være en del af hele ugen. Vi skulle deltage i alle aktiviteter, arrangere flere ting og hjælpe til både i kirken og i den by, hvor kirken lå i, og bo hos en familie fra kirken. Den uge var virkelig god, lærerig og sjov på mange måder. For det første fordi jeg fik muligheden for at arbejde så tæt med blot 9 af de andre elever fra skolen, for det andet fordi jeg fik et indblik i, hvordan kiwier (new zelændere) lever og for det tredje, fordi jeg fik lov at opleve den store glæde ved at hjælpe andre.
Der er 2 oplevelser fra den uge, som jeg har lyst til at dele med jer. Den første fortælling handler om, at vi hver dag fra klokken 15.30-16.30 havde det, vi kaldte for after school program, som bestod i, at vi kørte ned til en lille legeplads ikke langt fra kirken og legede med cirka 20 små maori-børn fra nabolaget. De fleste børn havde aldrig hørt om Gud før og kom fra hjem med enten få penge eller voldelige forældre. Det var ret hårdt at se, men samtidig gav det os alle utrolig meget motivation til at være gode mod dem, lege med dem, fortælle dem om en Gud i himmelen, som elsker dem, at få dem til at grine osv. Det var virkelig skønt at se, hvor meget glæde vi kunne give børnene blot ved at lege rundt med dem en time hver eftermiddag og hvor taknemmelige mange af forældrene også var. Ja, og for at være ærlig var det vist ikke kun børnene, der nød det, det gjorde jeg nemlig også!
Den anden historie er egentlig en forlængelse af den første historie. At vi legede rundt med børn fra trange kår resulterede nemlig i, at vi alle 10 fra mit team fik lus!!!! Da vi fandt ud af det, blev vi alle ret frustrerede, men samtidig kunne vi ikke andet end at grine. Hele situationen var nemlig lidt komisk. Den sidste aften inden vi tog tilbage til skolen, blev vi derfor i kirken til klokken 2 om natten for at se film og fylde vores hår med mayonnaise. Vi sad så der på kirkegulvet og så film. 10 unge mennesker med mayonnaise i håret. Ja, det lyder umiddelbart utrolig ulækkert, - og det kan jeg så fortælle jer, at det også var, - men det skulle efter sigende virke. Det kan godt være, at det hele var lidt træls, men for at være ærlig tænker jeg mest tilbage på vores luse-dage med et stort smil. At fylde sit hår med den slags sager er nemlig ikke mindre end utrolig morsomt :)
Jeg har blot fortalt lidt om et par få oplevelser fra mit liv her i New Zealand. Jeg er ked af, at jeg ikke kan give det præcise og perfekte billede af, hvordan mit liv her er, hvor seje og rare de mennesker jeg omgås med er, hvor meget smuk natur jeg hver dag kigger på, hvor meget jeg griner, hvordan mit engelsk efterhånden er blevet bedre osv. Men jeg satser på, at jeg kan fortælle jer lidt mere om det, når jeg engang lander i Danmark til sommer.
Inden jeg runder af vil jeg nævne, at jeg lige er kommet hjem fra min påskeferie. Jeg har rejst rundt på Sydøen med 6 andre piger i to uger, hvilket er gået ud over al forventning. Det har været et eventyr, der har indeholdt både søløver, speedbådstur, piercing, sne, sol, bjerge, go-card m.m. Ja, men det kan I høre mere om i mit næste blogindlæg…Glæd jer :)
I morgen tager jeg på ABS, hvilket betyder, at jeg vist ikke kommer i kontakt med omverdenen i de næste 6 uger. Jeg glæder mig til at snakke med jer alle igen, når jeg bosætter mig i Cambridge igen i starten af juni (hvis jeg overlever livet i vildmarken selvfølgelig!)
Jeg håber, at I alle har fået et indtryk af, at jeg har det rigtig godt, for det har jeg godt nok. Jeg har virkelig fået sans for rejselivet, hvilket også resulterer i, at jeg sandsynligvis ender med at holde nytår i Canada til vinter. Det skal dog også siges, at jeg tænker utrolig meget på jer derhjemme, og glæder mig ufattelig meget til at have både tid og mulighed for at snakke rigtigt med jer igen.
Mange varme tanker,
Caroline
Ps. Lille note til mine venner: Min værelseskammerat, Rochelle, sagde forleden til mig: “Seriously, Caroline, you only have hot friends!” Føler I jer lige 10% lækrere nu? :)
Pps. Billederne nedenfor er lidt random udvalgt, men haaber I kan nyde dem alligevel :)
Rachel, mig og de soede Maori-boern i parken
Mit ministry week team og mig med mayo i haaret :)
Paa tur paa en af mine venners farm
Caroline fik Haribo i en pakke fra mor = glad!
Milford Sound. Et lille indblik i, hvad vi saa i vores paaskeferie paa Sydoeen.
Rochelle og mig paa Valentines Day
Flotte sten ved byen, Dunedin, paa Sydoeen. Endnu et billede fra min paaskeferie.
