På tur på Sydøen

Hvis I, som læser min blog, vil følge mig og fuldt ud forstå mine oplevelser her på New Zealand, synes jeg næsten, det er på sin plads, at jeg i dette blogindlæg indleder med lidt info om landet. Jeg håber, at det vil udvide jeres forståelse og indsigt i mine videre fortællinger. Hvis I, efter at have læst det følgende afsnit, føler jer mere sultne på viden om New Zealand, henviser jeg til bogen, ”Lonely planet”, som kan findes i de fleste bogbutikker verden over.

New Zealand er ikke kun unik og smuk pga. dets skønne natur, men også fordi, at det faktisk er det yngste land i verden. Det blev nemlig først befolket i år 800. I 1642 fik landet dets navn af en hollænder ved navn Abel Tasman, som var den første hvide mand, der spottede landets kyst. Ja, og så kan man jo som europæer ikke være andet end lidt stolt :) New Zealand er overordnet set delt op i to øer, nemlig Sydøen og Nordøen. Hvis man vil transportere sig selv fra den ene ø til den anden, kan man hoppe ombord på en stor færge, som tilbyder en utrolig smuk overfart. De to øer har tilsammen et areal på cirka 268,680 km2, og har en population på omkring 4,4 millioner mennesker. Så ja, hver kiwi, som New Zealændere bliver kaldt, har altså en del mere plads at bevæge sig rundt på, end vi danskere har i Danmark.

Nu vurderer jeg, at båndet mellem jer læsere og New Zealand er blevet en kende stærkere, og I vil på den måde bedre kunne forstå Rikkes og mine oplevelser på Sydøen.

Sidst jeg skrev, sad jeg på en udendørs terrasse omringet af bjerge ved Abel Tasman National Park. Nu tårner der sig ikke bjerge rundt om mig og min lille computer, men 6 køjesenge omringet af vandretasker, vasketøj, vandflasker, madposer og meget mere. Jeg sidder nemlig i min hostel-seng i byen Kaikoura. Hvis du har læst mine blogindlæg før, og hvis du oveni det er god til at huske navne, ved du, at jeg har været i denne by før. Men hvad du ikke ved er, hvordan jeg er kommet her til endnu en gang, og det skal jeg nu fortælle dig.

Fra Abel Tasman National Park gik turen mod byen, Barrytown, som blot har et indbyggertal på 42 mennesker. Bussen stoppede ved en øde bar, og her skulle vi så blive natten over. I barens have var der bygget små hytter, som vi skulle sove i. Ved dette stop skulle vi ikke tage stilling til, hvad vi ville bruge vores aften på, for der var kun én mulighed, nemlig at deltage i udklædningsfesten, som baren arrangerede hver gang et nyt bus-hold kom trillende forbi. Vi blev derfor alle jaget ind i et lille rum, hvor kasser fyldt af udklædningstøj tårnede. Efter lidt forvirring, mange grin og underlige blikke havde Rikke og jeg fået ”pyntet” os til fest. Hele udklædningsfest-konceptet var egentlig en rigtig sjov ide, men samtidig enormt akavet! Her stod vi, 30 mennesker fra 10 forskellige lande, på en øde bar iført underligt og ildelugtende tøj. Dog var denne oplevelse også meget givende. For nok var konceptet lidt kikset og komisk, men samtidig gav det en ting at være fælles om – at være grim og have det sjovt :)

Dagen efter gik turen videre til byen, Franz Josef, hvor aktivitetsmulighederne skulle vise sig at være af en lidt anden kaliber end i Barrytown. Vi skulle nemlig hike en hel dag i Franz Josef Glaciers, hvilket jeg personligt havde glædet mig utrolig meget til. Vi blev iført store vandrestøvler, uldsokker, vanter, hue, regntøj og en taske med pigsko, og efter vi havde underskrevet, at vi var klar over, at vi bevægede os op i ikke helt ufarlige gletsjere på eget ansvar, drog vi afsted mod en smuk og unik oplevelse. Grunden til at denne Franz Josef Glacier er noget helt særligt er, at den er omgivet af regnskov. Ja, og hvis man tager første stavelse i ordet, regnskov, ved I, hvordan vejrforholdet var. Regnen PISKEDE ned hele dagen. Heldigvis resulterede de store mængder vand ikke i, at vores hike blev mindre fedt. Derimod resulterede det i, at der i fjeldene, som stod omkring gletsjerne, udsprang utrolig mange smukke vandfald.
Da vi nåede op til gletsjerne, efter cirka 1 times gårtur, poppede der små tårer op i mine øjne. Jeg blev simpelthen så overvældet af det smukke syn. Oplevelsen var så anderledes fra alt andet, jeg nogensinde har prøvet før, og kombinationen af at SE noget så smukt natur, og samtidig FØLE naturens kræfter på egen krop, var helt fantastisk og svær at beskrive.

Nu skal jeg heller ikke virke mere sporty, end jeg er. Efter hiket i gletsjerne, var både Rikke og jeg helt smadrede. Men det fandtes der heldigvis råd for! Ved siden af vores hostel var der nemlig lavet hot pools midt i en lille regnskov. Senere på aftenen lod vi derfor, med stor tilfredshed, vores trætte, kolde og ømme kroppe glide ned i 40 graders varmt vand. Arh…

Næste morgen hoppede vi atter en gang ombord på vores elskede, orange Stray-bus. Vi fortsatte ned af Sydøens vestkyst og landede i en lille by, kaldet Makarora. Solen stod højt på himmelen, da vi slæbte vores tasker fra bussen ind i vores små hytter, og der gik ikke mere end fem minutter, før vi alle lå ude på tæpper, hørte musik, læste og solede os. Vi havde alle noget at indhente efter nogle regnfulde dage i Franz Josef. Aftenen i Makarora bød ikke på udklædningsfest, men til gengæld blev der fyret op for en omgang karaoke. Jeg troede ikke, jeg kunne opleve underlige og kiksede øjeblikke med vores bus-venner efter vores udklædningsfest i Barrytown, men der tog jeg fejl. Nej, hvor kan hollændere dog synge ABBA grimt og voldsomt!
En fransk gut havde lovet mig, at vi skulle synge sammen. Han måtte dog i sidste øjeblik krybe til korset og sige, at han ikke turde. Som undskyldning gik han op og købte en stort stykke gulerodskage til mig, hvilket var utrolig sødt :) Dog var det lidt komisk at sidde og spise et kæmpe stykke gulerodskage midt på en bar, når alle andre sad med store øl-krus i hånden, men vi har vel alle prøvet at gøre os selv lidt til grin for et stykke gulerodskage :)

Mange pinlige optrædener og en god nats søvn senere kørte bussen videre. Denne gang med retning mod byen, Queenstown. Da vi ankom til vores hostel, stillede vi os alle pænt i kø for at betale for vores værelse, som vi plejede. Dog blev det kendte billede af englændere, hollændere og tyskere forstyrret af tre unge og søde danskere, som Rikke og jeg har gået på Nørre G. med. Så føles verden pludselig knap så stor!
Første aften i Queenstown bød på gratis grill-mad på baren, ”Revolver”. Det var dog ikke det eneste særlige ved denne aften. Det var nemlig også sidste aften, hvor hele vores Stray-bus-flok var samlet, da det kun var cirka 10 af os, som skulle fortsætte op mod Nordøen. Det var ret trist, men samtidig utrolig festligt. Efter et dejligt og sjovt måltid på ”Revolver”, gik vi videre på ”World Bar”, som diskede op med et live-band og thepots. (Til jer som ikke ved, hvad det er, så er det drinks, som bliver serveret i tekander. Underligt, men sjovt koncept). Fællesskabet var helt særligt denne aften, fordi alle vidste, at det var sidste gang, vi alle var samlet.

Dagen efter hoppede jeg og min tro væbner, Rikke, på en lille bus, hvor vi skulle sidde i en times tid, før vi nåede til en lille farm. Vi blev dog ikke sat af foran døren til huset, men til hestefolden. Vi skulle nemlig ud at ride. Efter at have fået et par gode gummistøvler på og en hjelm, som bestemt ikke gjorde mit hoved mindre rundt, begyndte jeg at blive lidt nervøs. Rikke har gået til ridning i flere år, men jeg har nærmest aldrig siddet på en hest, så at skulle ride ud i New Zealands flotte og vilde natur var pludselig en lidt skræmmende tanke! Det skulle dog vise sig at være en helt fantastisk oplevelse. Et var at prøve at ride, et andet var at se New Zealands natur fra hesteryg. Det var simpelthen så smukt! Vi red igennem floder, skov, buskads, åer og marker. Som første-gangs-rider må jeg sige, at det var ret vildt at prøve. På turen hjem i bussen var vi begge også helt høje efter oplevelsen. Min rumpet var også mærket efter oplevelsen, men dog ikke på samme positive måde :) For at fejre en god oplevelse og for at trøste vores bagdele købte vi om aftenen en “Fergburger”, som er en kæmpe, lækker burger, som er kendt landet over. Og det forstår jeg godt, for hvor var den lækker!

Efter 3 gode og solrige dage i Queenstown trillede vores lille bus, som nu var halvtom, videre mod Mt. Cook, som er det højeste bjerg på New Zealand. Desværre var vejret ikke så godt, da vi ankom, så toppen af bjerget var skjult af skyer. Heldigvis var der en dejlig tv-stue på vores hostel, så vi lagde os alle ind i store og bløde sækkestole og så film. Vi så bl.a. ”Bourne identity”. Sikke en god film altså. Se den her i weekenden, hvis I ikke har andet at tage jer til i kolde Danmark :)

Da vi vågnede næste morgen, stod solen endnu en gang højt på himmelen, og Mt. Cooks top kiggede frem gennem skyerne. Dejligt lige at få et glimt af det, som vi nu en gang var kommet til stedet for at se. Efter kigget trillede bussen videre til Christchurch, hvor vi før havde været. Denne gang skulle vi dog ikke bo på et fancy hotel midt i centrum, men i et gammelt fængsel ude i en forstad. Ordene, fængsel og forstad, associeres som oftest med noget lidt trist og koldt, men her må jeg overraske jer. Det gamle fængsel var faktisk rigtig sjovt og meget charmerende. Bl.a. gik de ansatte rundt i fængselstrøjer, og så kan man da ikke andet end at holde af stedet :)
Vores aften i fængsel var dog ikke kun sjov, men også lidt trist. Det var nemlig sidste aften med de sidste bus-mennesker. Rikke og jeg var officielt de sidste originale Stray-bus-folk, som ikke skulle flyve hjem fra Christchurch. Heldigvis tog vi afsked med maner. Vi så film i fængslets lille biograf, spillede pool-turnering og drak lidt vin og lyttede til hinandens barndomsfortællinger. Det var ikke mindre end skide hyggeligt :)

Efter en nat i cellen rejste Rikke og jeg mutters alene (eller det vil sige, at bussen jo var fyldt med folk, men bare ikke VORES bus-folk) mod byen, Kaikoura. Inden vi nåede helt ind til byen stoppede vi ved kysten for at se på en sælkoloni, som typisk holdt til der. Vi fik dog at vide, at vi ikke måtte gå for tæt på dem, da de ellers kunne finde på at løbe efter os. De kan nemlig løbe cirka 35 km i timen. Hvad sker der for det? Jeg har da aldrig vidst, at jeg kunne risikere at blive jagtet af en stor og tyk sæl. Hmm. Endnu en ting at frygte her i livet :)

Ja, og så er jeg pludselig tilbage til starten af dette indlæg. (Ih, det er så moderne og interessant med sådanne cirkel-fortællinger, så det benytter jeg mig også af). De mange køjesenge omkring mig er efterhånden ved at være erobret, da klokken er ved at være mange. Jeg tror næsten også, at jeg vil krybe ned under dynen. I morgen går turen nemlig til Nordøen, så jeg skal være frisk. Det er helt underligt at skulle forlade denne ende af New Zealand, da den er forbundet med gode minder og gode mennesker. Men jeg er helt sikker på, at Nordøen også har meget godt at byde på.

Inden jeg bevæger mig mod drømmeland, vil jeg fortælle, at jeg stadig tænker meget på jer derhjemme. Jeg håber, I har det rigtig godt og nyder landet. For det kan godt være, at New Zealand er smukt og varmt, men de har ikke et håndbold-hold, som snart skal spille VM-finale. Tillykke med det og held og lykke :)

PS. Bogen, ”Under en strålende sol” er nu færdig (den er fantastisk, læs den!), og jeg har nu kastet mig over ”Smillas fornemmelse for sne” af Peter Høeg. Den lover godt… Boganmeldelse kan sandsynligvis læses i næste blogindlæg :)

 Udklædnings-fest i Barrytown. Flot outfit, ikk? :)

Vandfald ved Franz Josef

Endelig nået op til gletsjerne. Men der er lang vej til toppen...

Vi kæmper os op ad..

Hotte piger i hot pools :)

 

Solbadning. Skønt!

Jeg er glad, fordi jeg får gratis gulerodskage :)

Vi spise frokost i den smukkeste rosen-have!   

Havnen i Queenstown

Av min numse. Men flot er det!

 Virkelig smuk ridetur!

 FANTASTISK natur!

Det er sjældent, man ser et skilt, som siger, at man ikke må gå for tæt på de frie sæler :)

 Fængsel-hostel i Christchurch.

Saa gaar turen fra Sydney til New Zealand

Sidst jeg skrev paa min lille blog her, sad jeg i en stor, bloed og godt brugt kontorstol paa vores hostel midt i Sydney. I skrivende stund sidder jeg paa en aaben terrasse med fuglelyde som baggrundsmusik. Rundt om mig taarner der sig fantastiske bjerge, og selvom klokken naermer sig halv ti om aftenen, sidder jeg blot i t-shirt. Ja, som I nok har gaettet – ogsaa ud fra overskriften paa dette indlaeg – befinder jeg mig nu paa smukke New Zealand. Inden jeg vil tage jer med paa Rikkes og min rejse rundt her, vil jeg dog lige afrunde vores korte, men dejlige ophold i Sydney.

Vores tredjedag i Sydney havde overskriften, ”fisk”. Foerst gik turen til et stort fiskemarked, som er vaeldig populaert i Sydney. Derefter foerte vores flotte jogging-sko os hen til Sydneys store akvarium. Ja, her taenker I nok, at det da ikke lyder just interessant, men jeg kan saa fortaelle jer, at den tanke ikke er vaerd at dvaele ved, da det var en rigtig sjov oplevelse. Forhaabentlig kommer vi aldrig saa taet paa en haj igen (denne kommentar er primaert henvendt til min mor :). Paa fjerde- og sidstedagen gik turen til Bondi Beach. Hvis jeg bruger ord som turkisfarvet vand, hvidt sand, smukke omgivelser og sommerglade mennesker, har jeg vist ikke sagt for lidt. Rikke og jeg overvejede efter denne tur, at blive professionelle surfere. For den tilvaerelse saa bestemt ikke helt daarlig ud!

Loerdag den 9. januar satte vi alarmen til kl. 05.30 og drog mod lufthavnen for at rejse videre mod New Zealand. Vi havde glaedet os til at snakke med stewardesser, som vi rent faktisk kunne forstaa, da de ikke ville have kinesisk accent, som de havde paa turen til Sydney. Desvaerre var heldet ikke med os. Voldsom kiwi-accent og en skrattende mikrofon er altså ikke den bedste kombination! Men bortset fra den lille forvirring, floej vi trygt, smukt og sikkert ind over New Zealands mange bjerge og landede i byen, Christchurch, som ligger paa Sydoeen. Min kaere broder, Mattias, havde hjulpet mig med i forvejen at booke et hotel her. Baade Rikke og jeg vil gerne sende vores varmeste hilsner og tak til ham i dette oejeblik, - hvor var det dog et fint hotel! Bloed dobbeltseng, gratis internet, bad og toilet paa vaerelset, gratis fitnesscenter og sauna etc. Laekkert :) Her brugte vi to dage. Paa anden dagen gik Rikkes computer desvaerre i stykker, saa vi gik paa jagt efter hjaelp. Og hjaelpen var heldigvis at finde cirka en halv times gaatur fra hotellet. I en forholdsvist oede computerbutik, fik vi hjaelp af en ung asiatisk mand, som baade kunne snakke tysk, russisk og engelsk. I de naesten tre timer vi brugte der, fik vi snakket om mange sjove ting med ham. Og det viste sig soerme, at det ikke blot var os, som syntes, at han var soed, men ogsaa omvendt. Han gav os i hvert fald – gratis – muligheden for at faa fremkaldt over 100 billeder fra vores kamera og derudover lave en smuk forstoerrelse af et af dem. Da ordet, ”gratis”, indgik i saetningen, toevede vi ikke med at sige ja. Det var rigtig fedt at se vores oplevelser i saa god billede-kvalitet. Det er virkelig trist, at man ofte bare har alle sine flotte billeder paa sin computer og ikke faar dem fremkaldt, for det er altsaa noget helt saerligt :) Naeste morgen (den 11. januar) hoppede vi paa ”Stray-travel-bussen”, som er en bus fyldt med friske, unge backpackere, som gerne vil – ligesom os – opleve alt det smukke, som New Zealand kan byde paa. Med sjove kommentarer, god fakta og fed musik foerer den friske kiwi-chauffoer os saa fra by til by. Foerste stop var Kaikoura. Selve byen paa land var ikke noget at raabe hurra for, men det var ”byen” i vandet tilgengaeld. Den indeholder nemlig hvaler, delfiner, saeler og meget mere. Klokken 05.20 den 12. januar ifoerte Rikke og jeg os vaaddragter, svoemmefoedder, maske og snorkel og bevaegede os ud paa det store hav for at blive venner med delfinerne. Og det blev vi saa sandelig ogsaa! Da den foerste morgensolstraale ramte havets overflade, kastede vi os ud fra baadens ende ud i det store hav, for at underholde delfinerne. Som vores guide sagde: ”Det er ikke delfinerne, som skal underholde jer, det er jer, der skal underholde dem. Ellers gider de ikke vaere sammen med jer.” Og saadan maatte det blive. Vi svoemmede derfor rundt og lavede sjove bevaegelser med kroppen, imens vi – saa godt som vi nu kunne med en snorkel i munden – sang for delfinerne. Og ganske rigtigt. Efter kort tid svoemmede jeg rundt blot en halv meter fra en delfin. Det var en ret vild oplevelse. Specielt fordi at baade Rikke og jeg var meget nervoese inden, men det viste sig heldigvis, at der intet var at frygte, og vi kan nu tilfoeje delfiner paa vores venneliste :) Samme formiddag gik turen videre til byen, Marahau, hvor jeg sidder lige nu. Denne by graenser op til den fantastiske nationalpark, Abel Tasman Nationalpark. Dette sted er ubeskrivelig dejligt. Her hvor vi bor er en blanding af en campingplads, en lille landsby og et udendoers hostel. Jeg faar naesten Christania-associationer af at vaere her.

Dagen i dag er imidlertid gaaet med at udforske Abel Tasman National park. Foerst sejlede vi med en lille aaben cadameran for at se den fra havsiden. Boelgerne var hoeje og vinden ret kraftig, saa vi sad med taepper og noed den fantastiske udsigt. Efter 2 timers sejltur blev vi sat af paa en strand i den anden ende af nationalparken, og en hiking tur paa 12,5 km ventede forude. Det var blot en tysk pige, en hollandsk mand og Rikke og jeg, som skulle gaa turen. De andre tog videre med baaden. Da vi begyndte at gaa tittede solen frem, og udsigten fra toppen af bjerget var helt fantastisk! Solen skinnede paa det turkisfarvede vand og de hvide strande. (Guiden paa baaden sagde, at sandet i nationalparken var som det paa Fiji). Det var skoent at opleve den smukke natur baade fra vand og fra land.

De andre unge fra bussen sidder nu rundt om baalet og snakker og hygger, men jeg tror at Rikke og jeg gaar mod vores senge snart. Vi er traette efter at have brugt vores krop godt og grundigt i dag! Inden jeg dog lukker mine oejne helt, skal jeg laese lidt i min bog, ”Under den straalende sol”. Det er saa dejligt at have god tid til at laese!

Jeg vil afrunde med at sige, at jeg taenker utrolig meget paa jer derhjemme. Lidt for meget maaske. Men som mange nok ved, saa er jeg ogsaa lidt af en tryghedsnarkoman, saa jeg er ikke overrasket over, at jeg skal bruge lidt tid paa at vaenne mig til at vaere vaek fra dem, jeg holder af. Men jeg maa ogsaa sige, at alle folkene her paa bussen og de lokale New Zealaendere er helt utrolig aabne og rare, saa det er virkelig trygt at vaere afsted!

Haaber I alle har det godt!! Glaeder mig til at hoere fra jer :)

Det er det, jeg kalder en fræk øjenkontakt ;)

 Pæne muslinger fra vores fiske-dag

Kong Triton (lavet af lego) og mig i Sydneys akvarium

Bondi Beach - hurra!

Strand-babe, det tror jeg vist nok :)

Det gratis fitness-center udnyttes

Klar, parat, start... 

 Vores nye bedste venner :)

 En pæn blomst i Abel Tasman Nationalpark

Udsigten fra vores hike

Smuuuukt land!

Foerst en lille tur til Sydney

For 3 dage siden lettede der et fly fra Kastrup med Rikke og mig selv ombord. Jeg var ret foelelsesladet og taarene loeb ned af kinderne, da vi traadte ind i flyveren. Heldigvis var der en soed stewardesse, som greb om min skulder og spurgte, om jeg var okay, og da jeg svarede, at jeg skulle afsted et halvt aar, nikkede stewardessen forstaaende. For hold da op - et halvt aar er lang tid! Jeg er sikker paa, at der er store eventyr, som venter paa mig, men jeg er heller ikke i tvivl om, at jeg kommer til at savne de kaere mennesker, som jeg holder saa meget af i Danmark, og saa selvfoelgelig en god rundtommer med leverpostej :)

Turen herned var ikke blot lang, men ogsaa ret kaotisk. Vores foerste mellemlandning i Amsterdam boed paa krise i forbindelse med vores turist-visa til Australien. Sjaeldent har Rikke og jeg faaet sved paa panden saa hurtigt, men heldigvis viste det sig, at den kaere stewardesse, ikke havde indtastet "Caroline Madsen" i sit system, men "Maria Madsen". Saa hvis Maria skal til Australien, maa jeg desvaerre skuffe hende, for dette bliver ret besvaerligt! Vi nuppede en kold oel som troestepraemie, og hoppede saa op i flyveren mod Kina. Der skulle vi mellemlande to gange, og begge de stop indeholdt finurlige elementer. Paa vores andet stop, i byen Guangzhou, kom vi ud af flyveren og hoerte en skrigende stemme raabe, paa meget kinesisk-engelsk, "from Aaaamsterdaaam?". Og da vi beggede nikkede til, at vi kom med flyveren fra Amsterdam, fik vi klistret et stort groent klistermaerke paa vores skulder, og foert ned i kaelderen med bagage. Dette gav absolut inden mening, og da vi paa tre kvarter skulle finde ud af den underlige kaelder, skaffe vores nye boardingpasses til Sydney, komme igennem security og faa det underlige groenne klistermaerke af vores toej, blev vi ret stressede og fik igen sved paa panden! Heldigvis naaede vi det hele, og kunne fortsaette vores over 30 timers lange tur til Sydney. Som prikken over i'et ankom vores bagage ikke til Sydney samme dag som os, og den eneste besked vi fik var, at de haabede paa, at det ville komme i loebet af ugen. Puha, ja.. Saa for at vaere helt aerlig, saa har baade Rikke og jeg ikke duftet af roser de sidste 3 doegn!

I dag har vi, paa trods af at vi foerst faldt i soevn ved 5-tiden i nat og vaagnede ved 14-tiden pga. jetlag, haft en rigtig fin dag. Vi har gaaet tur i Hyde Park, hvor der hang discokuler oppe i traeerne, gaaet igennem Royal Botanik Garden, hvor vi saa utallige flotte blomster, palmer og fritflyvende papegoejer, gaaet i den gamlebydel, kaldet The Rocks, og saa selvfoelgelig set Joern Utzons mestervaerk, Operahuset :) Hvor var det dog flot!!!

Ja, alt i alt er Sydney virkelig en flot, behagelig og dejlig by. Og de 25 grader goer den bestemt ikke mere ringe! Det hostel vi nu bor paa, er ogsaa rigtig fint. Dog er der virkelig mange party-warty-glade mennesker, saa der er gang i musikanlaegget fra morgen til aften. Men det er ogsaa fint med lidt stemning :)

Naa, Rikke og jeg skal snart ind paa vaerelse og spise lidt vandmelon og se One Tree Hill. Det bliver rart!

Haaber I alle har det godt hjemme i sneen. Taenker en del paa jer, for det er ret haardt lige at vende sig til bare at vaere paa egne ben ude i den store verden! Glaeder mig til at hoere fra jer.

Caroline

PS. Vi har nu faet vores bagage... Rart med noget rent toej paa kroppen!

Det groenne klistermaerke :)

Joern Utzon, baby

Igen

Blomster i Royal Botanic Garden

Udsigt fra operaen