Caroline paa tur: På tur på Sydøen

Hvis I, som læser min blog, vil følge mig og fuldt ud forstå mine oplevelser her på New Zealand, synes jeg næsten, det er på sin plads, at jeg i dette blogindlæg indleder med lidt info om landet. Jeg håber, at det vil udvide jeres forståelse og indsigt i mine videre fortællinger. Hvis I, efter at have læst det følgende afsnit, føler jer mere sultne på viden om New Zealand, henviser jeg til bogen, ”Lonely planet”, som kan findes i de fleste bogbutikker verden over.

New Zealand er ikke kun unik og smuk pga. dets skønne natur, men også fordi, at det faktisk er det yngste land i verden. Det blev nemlig først befolket i år 800. I 1642 fik landet dets navn af en hollænder ved navn Abel Tasman, som var den første hvide mand, der spottede landets kyst. Ja, og så kan man jo som europæer ikke være andet end lidt stolt :) New Zealand er overordnet set delt op i to øer, nemlig Sydøen og Nordøen. Hvis man vil transportere sig selv fra den ene ø til den anden, kan man hoppe ombord på en stor færge, som tilbyder en utrolig smuk overfart. De to øer har tilsammen et areal på cirka 268,680 km2, og har en population på omkring 4,4 millioner mennesker. Så ja, hver kiwi, som New Zealændere bliver kaldt, har altså en del mere plads at bevæge sig rundt på, end vi danskere har i Danmark.

Nu vurderer jeg, at båndet mellem jer læsere og New Zealand er blevet en kende stærkere, og I vil på den måde bedre kunne forstå Rikkes og mine oplevelser på Sydøen.

Sidst jeg skrev, sad jeg på en udendørs terrasse omringet af bjerge ved Abel Tasman National Park. Nu tårner der sig ikke bjerge rundt om mig og min lille computer, men 6 køjesenge omringet af vandretasker, vasketøj, vandflasker, madposer og meget mere. Jeg sidder nemlig i min hostel-seng i byen Kaikoura. Hvis du har læst mine blogindlæg før, og hvis du oveni det er god til at huske navne, ved du, at jeg har været i denne by før. Men hvad du ikke ved er, hvordan jeg er kommet her til endnu en gang, og det skal jeg nu fortælle dig.

Fra Abel Tasman National Park gik turen mod byen, Barrytown, som blot har et indbyggertal på 42 mennesker. Bussen stoppede ved en øde bar, og her skulle vi så blive natten over. I barens have var der bygget små hytter, som vi skulle sove i. Ved dette stop skulle vi ikke tage stilling til, hvad vi ville bruge vores aften på, for der var kun én mulighed, nemlig at deltage i udklædningsfesten, som baren arrangerede hver gang et nyt bus-hold kom trillende forbi. Vi blev derfor alle jaget ind i et lille rum, hvor kasser fyldt af udklædningstøj tårnede. Efter lidt forvirring, mange grin og underlige blikke havde Rikke og jeg fået ”pyntet” os til fest. Hele udklædningsfest-konceptet var egentlig en rigtig sjov ide, men samtidig enormt akavet! Her stod vi, 30 mennesker fra 10 forskellige lande, på en øde bar iført underligt og ildelugtende tøj. Dog var denne oplevelse også meget givende. For nok var konceptet lidt kikset og komisk, men samtidig gav det en ting at være fælles om – at være grim og have det sjovt :)

Dagen efter gik turen videre til byen, Franz Josef, hvor aktivitetsmulighederne skulle vise sig at være af en lidt anden kaliber end i Barrytown. Vi skulle nemlig hike en hel dag i Franz Josef Glaciers, hvilket jeg personligt havde glædet mig utrolig meget til. Vi blev iført store vandrestøvler, uldsokker, vanter, hue, regntøj og en taske med pigsko, og efter vi havde underskrevet, at vi var klar over, at vi bevægede os op i ikke helt ufarlige gletsjere på eget ansvar, drog vi afsted mod en smuk og unik oplevelse. Grunden til at denne Franz Josef Glacier er noget helt særligt er, at den er omgivet af regnskov. Ja, og hvis man tager første stavelse i ordet, regnskov, ved I, hvordan vejrforholdet var. Regnen PISKEDE ned hele dagen. Heldigvis resulterede de store mængder vand ikke i, at vores hike blev mindre fedt. Derimod resulterede det i, at der i fjeldene, som stod omkring gletsjerne, udsprang utrolig mange smukke vandfald.
Da vi nåede op til gletsjerne, efter cirka 1 times gårtur, poppede der små tårer op i mine øjne. Jeg blev simpelthen så overvældet af det smukke syn. Oplevelsen var så anderledes fra alt andet, jeg nogensinde har prøvet før, og kombinationen af at SE noget så smukt natur, og samtidig FØLE naturens kræfter på egen krop, var helt fantastisk og svær at beskrive.

Nu skal jeg heller ikke virke mere sporty, end jeg er. Efter hiket i gletsjerne, var både Rikke og jeg helt smadrede. Men det fandtes der heldigvis råd for! Ved siden af vores hostel var der nemlig lavet hot pools midt i en lille regnskov. Senere på aftenen lod vi derfor, med stor tilfredshed, vores trætte, kolde og ømme kroppe glide ned i 40 graders varmt vand. Arh…

Næste morgen hoppede vi atter en gang ombord på vores elskede, orange Stray-bus. Vi fortsatte ned af Sydøens vestkyst og landede i en lille by, kaldet Makarora. Solen stod højt på himmelen, da vi slæbte vores tasker fra bussen ind i vores små hytter, og der gik ikke mere end fem minutter, før vi alle lå ude på tæpper, hørte musik, læste og solede os. Vi havde alle noget at indhente efter nogle regnfulde dage i Franz Josef. Aftenen i Makarora bød ikke på udklædningsfest, men til gengæld blev der fyret op for en omgang karaoke. Jeg troede ikke, jeg kunne opleve underlige og kiksede øjeblikke med vores bus-venner efter vores udklædningsfest i Barrytown, men der tog jeg fejl. Nej, hvor kan hollændere dog synge ABBA grimt og voldsomt!
En fransk gut havde lovet mig, at vi skulle synge sammen. Han måtte dog i sidste øjeblik krybe til korset og sige, at han ikke turde. Som undskyldning gik han op og købte en stort stykke gulerodskage til mig, hvilket var utrolig sødt :) Dog var det lidt komisk at sidde og spise et kæmpe stykke gulerodskage midt på en bar, når alle andre sad med store øl-krus i hånden, men vi har vel alle prøvet at gøre os selv lidt til grin for et stykke gulerodskage :)

Mange pinlige optrædener og en god nats søvn senere kørte bussen videre. Denne gang med retning mod byen, Queenstown. Da vi ankom til vores hostel, stillede vi os alle pænt i kø for at betale for vores værelse, som vi plejede. Dog blev det kendte billede af englændere, hollændere og tyskere forstyrret af tre unge og søde danskere, som Rikke og jeg har gået på Nørre G. med. Så føles verden pludselig knap så stor!
Første aften i Queenstown bød på gratis grill-mad på baren, ”Revolver”. Det var dog ikke det eneste særlige ved denne aften. Det var nemlig også sidste aften, hvor hele vores Stray-bus-flok var samlet, da det kun var cirka 10 af os, som skulle fortsætte op mod Nordøen. Det var ret trist, men samtidig utrolig festligt. Efter et dejligt og sjovt måltid på ”Revolver”, gik vi videre på ”World Bar”, som diskede op med et live-band og thepots. (Til jer som ikke ved, hvad det er, så er det drinks, som bliver serveret i tekander. Underligt, men sjovt koncept). Fællesskabet var helt særligt denne aften, fordi alle vidste, at det var sidste gang, vi alle var samlet.

Dagen efter hoppede jeg og min tro væbner, Rikke, på en lille bus, hvor vi skulle sidde i en times tid, før vi nåede til en lille farm. Vi blev dog ikke sat af foran døren til huset, men til hestefolden. Vi skulle nemlig ud at ride. Efter at have fået et par gode gummistøvler på og en hjelm, som bestemt ikke gjorde mit hoved mindre rundt, begyndte jeg at blive lidt nervøs. Rikke har gået til ridning i flere år, men jeg har nærmest aldrig siddet på en hest, så at skulle ride ud i New Zealands flotte og vilde natur var pludselig en lidt skræmmende tanke! Det skulle dog vise sig at være en helt fantastisk oplevelse. Et var at prøve at ride, et andet var at se New Zealands natur fra hesteryg. Det var simpelthen så smukt! Vi red igennem floder, skov, buskads, åer og marker. Som første-gangs-rider må jeg sige, at det var ret vildt at prøve. På turen hjem i bussen var vi begge også helt høje efter oplevelsen. Min rumpet var også mærket efter oplevelsen, men dog ikke på samme positive måde :) For at fejre en god oplevelse og for at trøste vores bagdele købte vi om aftenen en “Fergburger”, som er en kæmpe, lækker burger, som er kendt landet over. Og det forstår jeg godt, for hvor var den lækker!

Efter 3 gode og solrige dage i Queenstown trillede vores lille bus, som nu var halvtom, videre mod Mt. Cook, som er det højeste bjerg på New Zealand. Desværre var vejret ikke så godt, da vi ankom, så toppen af bjerget var skjult af skyer. Heldigvis var der en dejlig tv-stue på vores hostel, så vi lagde os alle ind i store og bløde sækkestole og så film. Vi så bl.a. ”Bourne identity”. Sikke en god film altså. Se den her i weekenden, hvis I ikke har andet at tage jer til i kolde Danmark :)

Da vi vågnede næste morgen, stod solen endnu en gang højt på himmelen, og Mt. Cooks top kiggede frem gennem skyerne. Dejligt lige at få et glimt af det, som vi nu en gang var kommet til stedet for at se. Efter kigget trillede bussen videre til Christchurch, hvor vi før havde været. Denne gang skulle vi dog ikke bo på et fancy hotel midt i centrum, men i et gammelt fængsel ude i en forstad. Ordene, fængsel og forstad, associeres som oftest med noget lidt trist og koldt, men her må jeg overraske jer. Det gamle fængsel var faktisk rigtig sjovt og meget charmerende. Bl.a. gik de ansatte rundt i fængselstrøjer, og så kan man da ikke andet end at holde af stedet :)
Vores aften i fængsel var dog ikke kun sjov, men også lidt trist. Det var nemlig sidste aften med de sidste bus-mennesker. Rikke og jeg var officielt de sidste originale Stray-bus-folk, som ikke skulle flyve hjem fra Christchurch. Heldigvis tog vi afsked med maner. Vi så film i fængslets lille biograf, spillede pool-turnering og drak lidt vin og lyttede til hinandens barndomsfortællinger. Det var ikke mindre end skide hyggeligt :)

Efter en nat i cellen rejste Rikke og jeg mutters alene (eller det vil sige, at bussen jo var fyldt med folk, men bare ikke VORES bus-folk) mod byen, Kaikoura. Inden vi nåede helt ind til byen stoppede vi ved kysten for at se på en sælkoloni, som typisk holdt til der. Vi fik dog at vide, at vi ikke måtte gå for tæt på dem, da de ellers kunne finde på at løbe efter os. De kan nemlig løbe cirka 35 km i timen. Hvad sker der for det? Jeg har da aldrig vidst, at jeg kunne risikere at blive jagtet af en stor og tyk sæl. Hmm. Endnu en ting at frygte her i livet :)

Ja, og så er jeg pludselig tilbage til starten af dette indlæg. (Ih, det er så moderne og interessant med sådanne cirkel-fortællinger, så det benytter jeg mig også af). De mange køjesenge omkring mig er efterhånden ved at være erobret, da klokken er ved at være mange. Jeg tror næsten også, at jeg vil krybe ned under dynen. I morgen går turen nemlig til Nordøen, så jeg skal være frisk. Det er helt underligt at skulle forlade denne ende af New Zealand, da den er forbundet med gode minder og gode mennesker. Men jeg er helt sikker på, at Nordøen også har meget godt at byde på.

Inden jeg bevæger mig mod drømmeland, vil jeg fortælle, at jeg stadig tænker meget på jer derhjemme. Jeg håber, I har det rigtig godt og nyder landet. For det kan godt være, at New Zealand er smukt og varmt, men de har ikke et håndbold-hold, som snart skal spille VM-finale. Tillykke med det og held og lykke :)

PS. Bogen, ”Under en strålende sol” er nu færdig (den er fantastisk, læs den!), og jeg har nu kastet mig over ”Smillas fornemmelse for sne” af Peter Høeg. Den lover godt… Boganmeldelse kan sandsynligvis læses i næste blogindlæg :)