Saa kom jeg til Canada

Sidste gang jeg opdaterede denne blog var det den 25. april 2011. Det er efterhaanden lang tid siden og meget er sket siden dengang. Grunden til at jeg pludselig er vendt tilbage er, at jeg endnu en gang har sat mig ombord paa et fly for at se lidt paa verden. Selvom jeg denne gang er rejst til en anden verdensdel, er der faktisk en klar roed traad i disse rejseforetagender :)

For snart 6 maaneder siden kom jeg hjem fra min New Zealand-tur. Det var virkelig rart at vaere hjemme igen, og jeg noed det til fulde, men naturligvis var der noget i mig, som savnede den del af verden, som jeg efterhaanden var kommet til at holde af, og mest af alt de mennesker som havde fyldt i min hverdag og som havde vaeret med i baade min, hvis man siger det paa en lidt fin made, baade ydre og indre rejse :)
Dette er grunden til, at jeg for 4 dage siden landede i Canada, hvor jeg skal befinde mig den naeste lille maaned. I dag, den 31. december 2011, holder vi en stor nytaars-reunion-fest paa en af mine veninders farm lidt uden for Vancouver. Vi bliver 35 mennesker fra henholdsvist Danmark, Tyskland, USA, New Zealand og Canada. Jeg synes, det er ret fantastisk, at 35 mennesker fra 3 verdensdele kan moedes og nyde hinandens selskab, have det sjovt, dele liv og oplevelser og ja, bare vaere sammen. Jeg synes ogsaa, at det er ret vildt, at det faktisk har kunnet lade sig goere. For 8 maaneder siden sad jeg og skrev mit sidste blogindlaeg, hvor jeg til sidst skriver, at jeg muligvis tager til Canada for at fejre nytaar. Det var, for at vaere helt aerlig, blot en droem jeg legede lidt med dengang, men hovsa, den blev virkelighed, og det synes jeg ikke er saa ringe endda ;)

Jeg har som sagt kun vaeret i Canada, mere specifikt Vancouver, i 4 dage, men har allerede faaet et indblik i, hvordan landet og menneskerne er. Det foerste som ramte mig og som fik mig til at grine og tage kameraet frem, var deres juledekorationer paa husene. Hold da helt op! Sjaeldent har jeg set saa mange forskelligfarvede lyskaeder, saa meget falsk sne, oppustelige julemaend, rensdyr lavet af pap osv. Jeg synes, det er baade underligt, lidt grimt, fantastisk og hyggeligt paa samme tid :)

En ting som jeg ogsaa har lagt maerke til, og som ogsaa var en af de ting, som jeg holdt meget af ved New Zealand, er den aabenhed og venlighed folk har til hinanden her. Naar jeg udtaler mig paa den maade, synes jeg i grunden kun det er fair, hvis jeg understoetter dette med en lille anekdote: Den foerste dag jeg var i Vancouver, tog jeg og nogle venner i biografen. Da jeg skal koebe billetten af ’billetmanden’, og han ser mit dankort, siger han med et stort smil: ”Oh, where are you from?” Jeg fortaeller ham, at jeg er fra Danmark, og han spoerger ind til, hvordan det er at vaere i Canada, og om folk mon er tykkere her. Haha, der kunne jeg ikke undgaa at grine lidt :) Muligvis var det bare et lille, hurtigt spoergsmaal fra hans side af, men det fik mig simpelthen til at foele mig saa velkommen og gav mig en frimodihed, hvilket jeg bestemt godt synes, vi kan laere lidt af i vores lille danske land. Saa ja, en tak til den soede billetmand skal der da vaere her i mit blogindlaeg :)

Tidligere skrev jeg, at meget er sket siden mit sidste blogindlaeg, hvilket ikke kunne vaere meget mere rigtigt. I slutningen af april tog jeg paa ABS (adventure bible school) i 6 uger, hvor jeg blev udfordret baade fysisk og mentalt paa en maade, som jeg naesten ikke vidste var mulig. Dog oplevede jeg ogsaa, at jeg kunne meget mere, end jeg troede var muligt, hvilket var en helt fantastisk og laererig erfaring. I min helt almindelige hverdag kan jeg stadig laene mig op af og taenke paa oplevelser og tanker, som jeg havde i loebet af de 6 uger. (Dette er blot en beskrivelse af, hvordan jeg oprigtig talt har det, men hvis du paa en eller anden maade opfatter dette som en form for reklame eller opmuntring til at tage paa ABS i enten New Zealand eller Oestrig, saa er det ogsaa fint med mig :) ).

Derefter havde jeg godt en maaned tilbage paa Capernwray bible school, og der tog jeg saa fra med oejnene fulde af taarer den 30. juni. Dog havde jeg en lille troestepraemie til mig selv, - 9 dage paa Fiji med 4 af mine bedste veninder fra bibelskolen. Den tur var, som mine venner her i Canada ville sige, unreal! Ikke nok med at jeg fik lov til at ligge paa hvide sandstrande, drikke kokosmaelk af friske kokosnoedder og snorkle, men jeg fik ogsaa lov til at sidde med solnedgangen i ryggen med 3 smaa fattige fijianske boern ved min side og synge kristne bornesange, laese op fra bibelen (paa deres eget initiativ) og spille volleyball med dem. Jeg har oplevet mange gode ting i mit liv, men at sidde sammen med dem paa den hvide sandstrand og se deres store smil (med et par taender der manglede) og deres nysgerrige, smukke oejne kigge paa mig, er et af de bedste oejeblikke, jeg kan komme i tanke om :)

Fra Fiji tog jeg til Sydney for at moedes med nogle andre venner fra skolen. Efter en dag med dem, drog jeg igen mod Danmark, som jeg nu ikke havde set i 6 maaneder og 6 dage. Det var virkelig underligt at komme hjem igen til en verden, som lignede utrolig meget den, jeg havde forladt, men samtidig saa anderledes, da jeg selv havde udviklet mig saa meget. Jeg maa dog aerligt sige, at jeg elskede at vaere hjemme igen. Jeg var som nyforelsket i Koebenhavn, og min fantastiske familie og venner var jeg paa en ny maade dybt taknemmelige for. At jeg derudover fik et skoent job som stoetterlaerer paa Filipskolen paa Amager gjorde det bestemt heller ikke vaerre :)

Ja, saa naar jeg i starten skrev, ”at meget er sket siden dengang”,  saa er det altsaa bl.a. det ovenstaaende, jeg snakker om. Det er helt fantastisk for mig at faa lov til at opleve alt det, og at vaere i Canada og have muligheden for at haenge ud med de disse gode og skoenne mennesker. Dog maa jeg ogsaa sige, at jeg er saa glad for hvad jeg har derhjemme. Det bliver jeg endnu engang mindet ekstra meget om, nu naar jeg igen er rejst langt vaek fra alt det jeg kender. Ja, saa tak fordi I er som I er, folkens ;)

Jeg skal nu til at goere mig klar til i aften. Klokken er blot 13.30 her, men 22.30 hos jer, saa nytaaret er lige om hjoernet. Jeg oensker jer alle en rigtig god aften og ikke mindst et rigtig godt nytaar. Jeg glaeder mig til gode stunder med jer i 2012!!

Varme tanker fra Canada (ogsaa selvom det lige nu sner) til jer <3 

Christina og jeg ankommer til Canada. Spaendende!!

Paa tur i Vancouver city! Fed og "hoej" by... Just looove it ;)

Min veninde, Jennas, hus. Jeg synes personligt, hun har pyntet med ret mange lys, men dette er blot stille og roligt i forhold til mange andre huse. Crazy :)

Mange kan f.eks. finde paa at have en figur som denne i deres forhave. Fantastisk!

Paa en lille gaatur i Alberta saa jeg dette hus. Jeg synes, det ser ret graat og trist ud, men paa trods af det har de valgt at puste en stor, roed julemand op foran deres hus. Det gjorde en lille, dansk pige med sit kamera i haanden meget glad :)

Jeg nyder i fulde drag den amerikanske julestemning og den gaestfrihed, som alle mine venners hjem rummer!

Vi er SAA glade for at vaere sammen igen. Se hvor vi smiler :)

Dette billede er egentlig blot en lille smagsproeve paa, hvad jeg kommer til at skrive om i mit naeste blogindlaeg. Da det er en mulighed, at det blogindlaeg aldrig vil blive skrevet, vil jeg lige sige, at der i Canada er utrolig smukt og at det bestemt kan anbefales at tage paa skitur her :) 

Mit liv paa Capernwray

Jeg sætter mig selv på en ufattelig stor og svær opgave ved at skulle fortælle jer om mit liv her på Capernwray, men det er ikke desto mindre det, jeg har sat mig for. Jeg har nu været her på skolen i cirka 2½ måned og overordnet set er det ikke mindre end fantastisk! Den sætning får I derhjemme dog ikke meget ud af, så jeg vil i mit følgende blogindlæg beskrive og fremhæve blot nogle stykker af mine oplevelser her fra. Jeg ville med glæde dele ALT med jer, men I kan få lov at smage lidt af flødeskummet nu, og så kan I få lov at smage resten af lagkagen, når jeg kommer hjem, - ja, hvis i forstår sådan en lille en ;)

Jeg har lyst til at starte ud med at beskrive for jer, hvordan en helt normal mandag kan se ud for mig her på skolen. Det er muligvis lidt halvkedeligt, men så længe blot én af mine læsere finder det spændende, finder jeg det nødvendigt og tilfredsstillende at fortælle om :)

Klokken 7.30 ringer vækkeuret på værelset, og mine 3 værelseskammerater (ja, før havde jeg kun to, men da eleverne fra første semesters ABS (Adventure Bible School) er flyttet ind på skolen i marts, er vi nu 4 på mit værelse) og jeg snegler os ud af sengen, ifører os store sweatre og joggingbukser og slæber os selv op til morgenmad. Efter en dejlig skål müesli og et par morgenjokes løber vi tilbage til værelset, hvor vi sætter musik på og bruger en halv times tid på at gøre os klar, rydde op, skrive dagbog, grine eller noget helt syvende. (Lille note til det med musikken: Mine værelseskammerater er utrolig stor fan af pop-musik, så jeg kæmper min kamp for at få afspillet noget andet. I den forbindelse kan jeg fortælle, at jeg har fået dem til at elske op til flere kendte danske kunstnere. Ja, og de musikere kan takke mig senere, når deres cd kommer til at sælge helt vildt i Canada!). Klokken 8.30 står den på et kvarters lovsang og derefter starter dagens første time. Den varer til 10.20, hvor vi får serveret morning tea, hvilket er en vældig fin og meget engelsk-præget tradition. Klokken 11 starter dagens anden periode af undervisning, hvilket varer indtil frokost, som er klokken 13. Derefter og indtil aftensmad (hvilket er kaldet evening tea) har vi den study periode, som det er kaldet, hvor vi har tid til at arbejde på forskellige projekter. Dog er denne periode ofte ikke blot fyldt med study, men med hyggelige og sjove snakke, klaver-spilning, ultimate, e-mail-skrivning, svømmeture i poolen, løbeture, afslapning og hvad vi ellers finder på. De timer midt på eftermiddagen har virkelig været guld værd, specielt i de seneste par måneder, hvor solen har stået højt på himmelen.

Efter aftensmad har vi fra klokken 19.15-20.15 en times undervisning. At have undervisning så sent om aftenen lød ikke utrolig spændende i starten, men jeg er faktisk gået hen og blevet rigtig glad for den ordning. Hele eftermiddagen har ligesom været fyldt af sjov og afslapning og at runde dagen af med at lære og diskutere meningsfulde ting, synes jeg egentlig er meget rart.

Efter undervisningen og før sengetid sker der tit mange både sjove og hyggelige ting. Ofte tager jeg med 10 andre ind til Camebridge og spiller fodbold i en lille hal, hvilket altid er utrolig underholdende. Hvis jeg er for træt kan sådan en hverdagsaften også blot bestå af gode snakke i the student lounge eller måske endda en omgang ”tim-tam-slam”. (Det sidste ord kræver vist en forklaring. En Tim-tam er en rektanglet chokoladekiks. Du tager kiksen og bidder et af hjørnerne af i hver sin ende af kiksen. Du tager så en kop varm kakao og dypper den ene del af chokoladekiksen ned i og suger i den anden ende. Kiksen fungerer dermed som en form for chokolade-sugerør. Dette resulterer i, at kiksen bliver fyldt med varm kakao og begynder dermed at smelte. Inden kiksen falder fra hinanden, gælder det om at vippe hovedet tilbage og fange kiksen i munden uden at bruge sine hænder og uden at få chokolade i hele hovedet. Det er utrolig sjovt og lækkert på samme tid. Dette spil eller leg er, hvad folk i denne ende af verden kalder for tim-tam-slam.)

Det var en overordnet fortælling om, hvordan en normal mandag kan se ud for mig. Dog er alle dage langt fra ens, da vi bl.a. har nye underviserer hver uge.

En af de talere, vi har haft ude, har jeg lyst til at fortælle kort om. Hans navn er Ray Andrews og er fra Australien. Han er en psykiater og er efter min mening utrolig varm, rar og intelligent.

Han lavede en personlighedstest på os alle sammen. I starten tænkte jeg, at det var ret plat og poppet, men resultatet endte faktisk med at passe utrolig godt. Han brugte så disse resultater til at fortælle om karaktertræk ved de forskellige personlighedstyper og fortælle om, hvor forskelligt vi alle tackler ting i livet, og hvor forskellige tanker og følelser vi har, når det kommer til hele det kristelige aspekt. Det var utrolig lærerigt og givende for mig, da jeg til tider føler mig lidt anderledes fra mange folk her, hvad tro angår, og at høre om, at vi naturligvis alle føler og tænker forskelligt og har brug for forskellige måder at dyrke vores tro på, var meget givende og lærerigt for mig. Derudover tilbød Ray at tale med os på tomandshånd. Det endte jeg med at gøre. Ikke blot fordi jeg havde lyst, men fordi han anbefalede mig at gøre det, da jeg er en åbenlys såkaldt ”føler” (Ja, jeg er jo datter af Jørgen og Annette Due, så det kommer nok ikke som nogen overraskelse for nogen). Det var virkelig interessant og godt at snakke med ham. På trods af at jeg kommer fra en psykolog-familie, har jeg aldrig prøvet at være til en konsultation før. Det var derfor rigtig fint for mig at prøve og sikkert også vigtigt for mig at se og forstå, hvorfor det kan være så godt at snakke om livet. Ja, så jeg lærte ikke blot ting om mig selv, men også ting om alle mine familiemedlemmers erhverv. Win-win-situation :)

Jeg bevæger mig let og naturligt fra fortællingen om Ray Andrews til at fortælle jer om den 14. februar aka Valentines Day. Ja, der er en meget tydelig parallel mellem de to ting, så I havde nok alle ventet, at jeg ville skrive om den dag nu. (Jeg læste dette afsnit højt for den anden danske pige, som for nogle uger siden kom her til skolen fra ABS, og hun fangede ikke ironien i dette afsnit. Vælger derfor at skrive denne parentes, så der ikke opstår nogle misforståelser).

Grunden til at jeg vælger at fortælle jer om Valentines Day er, at det simpelthen var så sjovt for mig at opleve en rigtig amerikansk en af slagsen. Derhjemme sker der jo ikke rigtig andet end, at blomsterbutikkerne putter et par hjerter i vinduerne. Det var dog ikke situationen hernede, hvor jeg er omgivet er folk fra Canada og Amerika. Nej, her blev der spillet kærlighedssange over cd-anlægget hele dagen, der var rosenbuketter sat op rundt omkring, i min brevhylde lå der mange små ”Happy Valentines Day”-kort og om aftenen iklædte vi os alle fint tøj og drengene serverede mad og agerede gentlemen for os piger. Ja, så som I kan høre, var det en ret særlig dag. Små oplevelser som denne er en del af det, der gør det sjovt for mig at være ude at rejse. Det at se, opleve og lære hvordan andre lande og kulturer er.

Vi befinder os dog ikke på skolen hele tiden. I weekenderne tager vi tit på ture for at se nærmere på dette smukke land. Ture til stranden har der været mange af, og at løbe rundt i det hvide sand og finde flotte, eksotiske skaller og konkylier er helt sikkert en af mine yndlings aktiviteter. Derudover har jeg mountain biket i en red wood forest i byen, Rotorua, sammen med min familie-gruppe. Det var helt ubeskrivelig sjovt at suse ud og ind imellem de fantastisk smukke træer og efter den oplevelse, kan jeg næsten ikke vente med at komme hjem og se, hvad Hareskoven har at byde på på den front :) Derudover har jeg også været på flere hike-ture. En af dem var ved Wairere Falls, hvilket er det største vandfald på Nordøen. Jeg troede, at konceptet var, at vi skulle gå en lang tur og kigge og tage tusindvis af fine billeder af det flotte vandfald. Det viste sig dog, at planen var, at vi skulle hike hele vejen op til toppen af vandfaldet. Det var utrolig smukt, og jeg var glad for, at vi gjorde det, men for at være helt ærligt var det ret hårdt. (Ja, held og lykke med at tage på ABS, Caroline!). Generelt er jeg virkelig overvældet over, hvor smuk naturen er hernede. Mange sagde til mig, før jeg rejste, at New Zealand på mange måder indeholder alle slags naturfænomener. Det var lidt svært for mig at forstå, men jeg må nu sige, at jeg ikke kunne være mere enig. Dette land indeholder det hele!

I dette land kan man naturligvis se stjernehimmelen, som man kan det i alle andre lande. Dog vil jeg våge at påstå, at den er flottere hernede, end den er i lille Danmark. En ven fortalte mig, at det skyldes, at der kun bor 4,3 millioner mennesker i New Zealand, hvilket resulterer i, at der ikke er så meget lys og at landet derudover ligger helt for sig selv, så der er ikke så meget, der forstyrrer de smukke stjerners skønne lys. Jeg ville ønske, jeg kunne tage et billede af den, så jeg kunne vise jer den, men eftersom det ikke ville blive et særligt godt billede, vil jeg råde jer til at tage et smut forbi dette land i stedet. Glæder mig til at se jer hernede :)

Inden jeg runder af, vil jeg forsøge kort at fortæller jer om ministry week, som vi havde for nu snart 3 uger siden. I den uge blev alle eleverne opdelt i 5 teams. Vi fik alle uddelt en menighed, som vi skulle være en del af hele ugen. Vi skulle deltage i alle aktiviteter, arrangere flere ting og hjælpe til både i kirken og i den by, hvor kirken lå i, og bo hos en familie fra kirken. Den uge var virkelig god, lærerig og sjov på mange måder. For det første fordi jeg fik muligheden for at arbejde så tæt med blot 9 af de andre elever fra skolen, for det andet fordi jeg fik et indblik i, hvordan kiwier (new zelændere) lever og for det tredje, fordi jeg fik lov at opleve den store glæde ved at hjælpe andre.

Der er 2 oplevelser fra den uge, som jeg har lyst til at dele med jer. Den første fortælling handler om, at vi hver dag fra klokken 15.30-16.30 havde det, vi kaldte for after school program, som bestod i, at vi kørte ned til en lille legeplads ikke langt fra kirken og legede med cirka 20 små maori-børn fra nabolaget. De fleste børn havde aldrig hørt om Gud før og kom fra hjem med enten få penge eller voldelige forældre. Det var ret hårdt at se, men samtidig gav det os alle utrolig meget motivation til at være gode mod dem, lege med dem, fortælle dem om en Gud i himmelen, som elsker dem, at få dem til at grine osv. Det var virkelig skønt at se, hvor meget glæde vi kunne give børnene blot ved at lege rundt med dem en time hver eftermiddag og hvor taknemmelige mange af forældrene også var. Ja, og for at være ærlig var det vist ikke kun børnene, der nød det, det gjorde jeg nemlig også!

Den anden historie er egentlig en forlængelse af den første historie. At vi legede rundt med børn fra trange kår resulterede nemlig i, at vi alle 10 fra mit team fik lus!!!! Da vi fandt ud af det, blev vi alle ret frustrerede, men samtidig kunne vi ikke andet end at grine. Hele situationen var nemlig lidt komisk. Den sidste aften inden vi tog tilbage til skolen, blev vi derfor i kirken til klokken 2 om natten for at se film og fylde vores hår med mayonnaise. Vi sad så der på kirkegulvet og så film. 10 unge mennesker med mayonnaise i håret. Ja, det lyder umiddelbart utrolig ulækkert, - og det kan jeg så fortælle jer, at det også var, - men det skulle efter sigende virke. Det kan godt være, at det hele var lidt træls, men for at være ærlig tænker jeg mest tilbage på vores luse-dage med et stort smil. At fylde sit hår med den slags sager er nemlig ikke mindre end utrolig morsomt :)

Jeg har blot fortalt lidt om et par få oplevelser fra mit liv her i New Zealand. Jeg er ked af, at jeg ikke kan give det præcise og perfekte billede af, hvordan mit liv her er, hvor seje og rare de mennesker jeg omgås med er, hvor meget smuk natur jeg hver dag kigger på, hvor meget jeg griner, hvordan mit engelsk efterhånden er blevet bedre osv. Men jeg satser på, at jeg kan fortælle jer lidt mere om det, når jeg engang lander i Danmark til sommer.

Inden jeg runder af vil jeg nævne, at jeg lige er kommet hjem fra min påskeferie. Jeg har rejst rundt på Sydøen med 6 andre piger i to uger, hvilket er gået ud over al forventning. Det har været et eventyr, der har indeholdt både søløver, speedbådstur, piercing, sne, sol, bjerge, go-card m.m. Ja, men det kan I høre mere om i mit næste blogindlæg…Glæd jer :)

I morgen tager jeg på ABS, hvilket betyder, at jeg vist ikke kommer i kontakt med omverdenen i de næste 6 uger. Jeg glæder mig til at snakke med jer alle igen, når jeg bosætter mig i Cambridge igen i starten af juni (hvis jeg overlever livet i vildmarken selvfølgelig!)

Jeg håber, at I alle har fået et indtryk af, at jeg har det rigtig godt, for det har jeg godt nok. Jeg har virkelig fået sans for rejselivet, hvilket også resulterer i, at jeg sandsynligvis ender med at holde nytår i Canada til vinter. Det skal dog også siges, at jeg tænker utrolig meget på jer derhjemme, og glæder mig ufattelig meget til at have både tid og mulighed for at snakke rigtigt med jer igen.

Mange varme tanker,

Caroline

Ps. Lille note til mine venner: Min værelseskammerat, Rochelle, sagde forleden til mig: “Seriously, Caroline, you only have hot friends!”  Føler I jer lige 10% lækrere nu? :)

Pps. Billederne nedenfor er lidt random udvalgt, men haaber I kan nyde dem alligevel :)

 Rachel, mig og de soede Maori-boern i parken

Mit ministry week team og mig med mayo i haaret :) 

Paa tur paa en af mine venners farm 

 Caroline fik Haribo i en pakke fra mor = glad!

 Milford Sound. Et lille indblik i, hvad vi saa i vores paaskeferie paa Sydoeen.

 Rochelle og mig paa Valentines Day

Flotte sten ved byen, Dunedin, paa Sydoeen. Endnu et billede fra min paaskeferie. 

På tur på Nordøen

I skrivende stund har jeg det ret varmt. Solen står højt på himlen, og her sidder jeg på en dejlig grøn græsplæne med udsigt til en dejlig blå pool. Mere præcist sagt befinder jeg mig nu i byen, Cambridge, på Capernwray Bibel School. Som I kan høre, er stedet her utrolig smukt. Jeg vil dog, inden jeg fortæller jer om stedet her, fortælle jer om Rikkes og min sidste uge sammen på New Zealands Nordø.

Sidst jeg skrev, var jeg på vej ind i drømmeland i byen, Kaikoura, som ligger på Sydøen. Da jeg vågnede op til den virkelige verden, gik turen til byen, Picton, hvorfra vi skulle tage en færge til Wellington, som er New Zealands hovedstad, og som ligger på Nordøen. (Hvis jeg var dig, ville jeg lige hurtig læse den foregående sætning endnu engang, for der var en del informationer i den, og jeg tror ikke, selvom du måske føler du forstod den, at landet rent faktisk ligger sådan). Overfarten varede hele 3½ time. Dog strålede solen dejligt og udsigten var fantastisk, så det var skønt.

I Wellington havde vi to overnatninger, hvilket var ret dejligt, da der derfor var mere ro på. Første aften gik vi en tur rundt i byen. Jeg blev ret overrasket over, hvor smukt og rolig der var, på trods af at det er en hovedstad. Senere på aftenen satte vi os godt til rette i vores mere eller mindre komfortable hostelseng med Rikkes computer placeret foran os. På computerskærmen kørte serien, ”One Tree Hill”. Jeg siger jer, folkens, det var ikke mindre end fantastisk at sidde der og se. Både fordi at Rikke og jeg begge er fans af den serie og føler – på trods af at det er ret kikset og plat – at personerne i serien næsten er vores venner, men også fordi det var så rart bare at slappe helt af og forsvinde ind i et andet univers. Dagen efter gik vi tur til stranden, hvor vi spiste vores medbragte madpakke, ja, man må jo spare, hvor der spares kan :) Derefter kiggede vi forbi New Zealands nationalmuseum, Te Papa. Her var der bl.a. meget fokus på naturens voldsomme kræfter. Wellington oplever årligt et utal af jordskælv. Inde i museet var der derfor bygget et lille træhus, som man kunne gå ind i og opleve, hvordan et sådan et føles. Efter et par minutter begyndte huset at ryste, og man hørte paniske stemmer i radioen og på tv-skærmen viste de møbler og lign. Som fløj rundt i luften. Det var egentlig meget interessant at prøve, hvordan et jordskælv føles, og jeg blev ret taknemmelig over, at det er en følelse og oplevelse, jeg ikke kender til.

Tidligt næste morgen hoppede vi – for sidste gang – ombord på Stray-bussen. Turen gik nu mod Auckland, som er New Zealands største by. Vi besluttede os dog for at hoppe af, inden vi kom dertil, da vi havde en drøm, vi skulle leve ud i livet, før vores vi skulle gå hver til sit, nemlig SKYDIVING! Vi hoppede derfor af i en lille, øde by kaldet Waiouru. Og når jeg skriver, at den var øde, så mener jeg virkelig, at den var øde. Det eneste sted vi så mennesker var i en lille, lusket kiosk, som udelukkende solgte friturestegte ting. I 28 graders varme er det ikke just det, man har lyst til, skulle jeg hilse og sige. Efter tre varme timer på en lille bænk i øde Waiouru, blev vi hentet af en intercitybus, som skulle føre os til byen, Taupo. Efter et par timers køretur trillede vi ind i Taupo. Lake Taupo, som er en ufattelig stor og smuk sø, grænser op til selve byen og er ufattelig smuk, specielt når solen stråler så dejligt, som den gjorde den dag. Da vi ankom til vores hostel, spurgte vi, om det mon var muligt allerede at skydive samme dag. Receptionisten foretog et enkelt opkald, hvorefter hun sagde, at hvis vi ville hoppe samme dag, skulle det være med det samme. Så på fem minutter skulle vi finde vores værelse, sætte vores tasker, skifte tøj og forberede os psykisk på at hoppe ud fra et fly! Det var godt nok nogle af de mest følelsesforvirrede minutter i mit liv, kan jeg fortælle jer!
Da vi nervøse og spændte stod uden for vores hostel og ventede på vores lift til lufthavnen, kørte en hvid limousine pludselig ind til siden. Det var virkelig surrealistisk at hoppe ind – blot to mennesker – i en hvid limousine. Vi ankom til lufthavnen og blev hurtigt iført en blå dragt, sikkerhedsudstyr, hat og briller. Ja, det var som at få foretaget en kønsskifteoperation. Jeg lignede i hvert fald til forveksling en dreng :) Et par billeder og nervøse kram senere sad Rikke og jeg i et lille pink fly på vej op i luften. På trods af at det lille, pink fly føltes ufattelig usikkert, dominerede min flyskræk ikke mine tanker, da min krop var fyldt af glæde, angst, spænding og forvirring over at skulle hoppe ud af det. Da vi var næsten 5 km oppe i luften spændte min guide sig fast til mig, hvilket var både trygt, men også en anelse kikset, hvorefter han nærmest rutsjede os ned i den anden ende af flyet. Da vi sad der, åbnede den ene side af flyet sig pludselig. Det var den vildeste følelse. På den ene side ville jeg for intet i verden hoppe, men på den anden side var der ikke noget, jeg hellere ville. Jeg havde dog ikke meget tid til at føle og tænke i, for pludselig havde min kære guide skubbet os ud og vi hang pludselig frit i luften 5 km over jorden. Jeg SKREG, som jeg aldrig har skreget før!!! De første sekunder kunne jeg ikke finde ud af, hvad der var op og ned, men hurtigt vendte min mave ned mod jorden, og jeg kunne nu se landskabet under mig. Det var virkelig ubeskrivelig smukt. Lake Taupo glimtede til højre, til venstre tårnede der sig smukke vulkaner, i horisonten var der et utal af bjerge, og under mig var der grønne marker. Et maleri jeg ikke en gang har fantasi til at male! I cirka 60 sekunder var jeg og min kære ven, som bogstaveligtalt var klistret til min ryg, i frit fald. Pludselig slog han faldskærmen ud, og jeg gik fra at have min mave vendt ned mod jorden til pludselig at hænge i en form for gynge. Det var en virkelig fed følelse, for pludselig kunne jeg nyde udsigten på en anden måde. Min nye klister-ven lavede nogle loops med faldskærmen, så vi drejede rundt oppe i luften. Virkelig sjov oplevelse! Pludselig var det ikke kun bjerge og søer, som mødte mit syn, men også en ganske sød pige. Rikke kom flyvende i luften lige ved siden af mig. Det var utrolig sjovt at hænge der og dingle så højt oppe over jorden sammen med sin veninde. Specielt fordi vi oven i det begge lignede nogle af den andet køn :) Efter vores landing løb vi hinanden i møde, og af ren og skær glæde hoppede jeg op på Rikke og krammede hende. Jeg kunne slet ikke stoppe med at smile bagefter. Følte mig sejere end nogensinde! Det hele var så surrealistisk, og det hele var gået så hurtigt. Det føltes som om at alle verdens følelser var gået igennem min krop på blot en halv time. Vi var derfor, med god grund, fuldstændig kvæstet om aftenen, så den ellers lidt hårde hostelseng føltes ret god :)

Efter en god nats søvn, oven på en fed og intensiv dag, tog vi endnu en intercitybus. Torsdag aften den 27. februar stod jeg og min trofaste rejsesvend så i Auckland, vores sidste stop på vores skønne eventyr. Det var med blandede følelser, vi for sidste gang sammen betalte for vores hostelophold. Dog så vi begge meget frem til 4 dage, hvor vi bare skulle slappe af, se byen, få ordnet lidt praktiske ting, snakket om vores oplevelser og ikke mindst bare nyde hinandens selskab.
Vi blev hurtigt enige om, at Auckland på mange måder minder lidt om Sydney; dejlig overskuelig, smuk, renlig og tilpas med mennesker. Derudover bød denne by også på mange sjove oplevelser og møder. Fredagen brugte vi på en frisørskole. Vores værelseskammerat på vores hostel var nemlig frisørelev, og manglede et par piger, som ville have deres hår farvet. Rikke og jeg hoppede på med det samme, da ordet, gratis, indgik i fortællingen. Det var en ret speciel oplevelse at sidde på en frisørskole midt i Auckland, omgivet af mere eller mindre homoseksuelle typer og overgive sit hår til en komplet fremmet ikke-færdigudannet frisør. Heldigvis var vi begge glade for både resultatet og oplevelsen. Noget af det fede ved at være ude at rejse er lige præcis oplevelser som denne – en begivenhed man ikke kan høre om eller planlægge, men som bare opstår på underlig vis :)
Om lørdagen sad vi et par timer på Starbucks med to af mine efterskolevenner, Christian og Lisbeth Østermark og deres forældre. Endnu en gang må jeg konstatere, at verden – trods alt – ikke er så ufattelig stor. Familien Østermark var lige ankommet, så det var utrolig sjovt for Rikke og jeg at virke som de gæve New Zealand-piger, som kendte landet ud og ind. Vi blev helt høje af at fortælle om vores oplevelser, og i maven opstod faktisk også lidt jalousi over, at de nu skulle opleve alle de fede ting.
Vores sidste aften sammen, søndag aften, spiste vi festmiddag på Burger King. Ja, fint skulle det jo være :) Midt i vores delikate festmiddag træder to hollandske piger, som vi hang ret meget ud med i Queenstown, ind af døren. Hvad er chancerne for det? Det var overraskende hyggeligt at se dem igen. Jeg følte næsten det var som at møde nogle af mine gamle venner.
I anledning af Auckland-dag, som var mandag den 31. januar, skulle der være fyrværkeri ved Auckland havn senere på aftenen. Vi fire piger fuldendte derfor vores festmiddag med en is ved havnen. Klokken halv ti fyrede de den første raket af ude fra en båd i havnen, og det skulle vise sig, at jeg i de næste ti minutter skulle opleve det mest fantastiske fyrværkeri, jeg nogensinde har set. Det var så storslået og smukt. Rikke og jeg gav hinanden et par kram under showet. Med så smukt et syn, kunne vi ikke undgå at blive lidt følelsesladet over, at det var vores sidste aften.
Inden vi lagde os til at sove den aften, talte vi om alle de dejlige ting vi havde oplevet og om alle de sjove mennesker, vi har mødt på vores fantastiske rejse sammen. Vi blev begge helt høje af det!

Dagen efter, mandag den 31. januar, sagde Rikke og jeg farvel til hinanden tidligt om morgenen foran en stor og orange Stray-bus. Tårerne trillede ned af mine kinder. Det føltes så underligt at skulle skilles fra en person, som efterhånden føltes som min siamesiske tvilling. Rikke hoppede ombord på bussen og jeg stod, som om jeg var en nervøs, lille mor, og vinkede farvel til hende. Det var det. Rikkes og mit eventyr var slut, og nu skulle mit eget lille eventyr begynde…

Med mine 30 kg på ryggen gik jeg op og tog bussen fra Auckland til Cambridge. Jeg var ved ret godt mod og sad med min elskede musik i ørerne og glædede mig utrolig meget til at starte på Capernwray. Det var faktisk en ret speciel følelse, da jeg normalt ikke er så glad for noget, der ikke er tryg og kendt. Capernwray by var en fryd for øjet. Små hyggelige butikker og blomster var at se overalt. At dette nu skulle være ”min by” de næste 5 måneder, havde jeg det ret godt med. Derfra tog jeg en taxa til skolen, som ligger et par km ude for byen. Min taxachauffør viste sig at være en kristen, ældre mand, som åbenbart kendte stifteren af Capernwray. Han snakkede utrolig varmt om ham (Ian Thomas, som han hedder) og skolen generelt, hvilket glædede mit lille glade, men lidt spændte hjerte. Da vi kørte ind af den lange allé, som fører ned mod skolen, sad jeg med åben mund. Ikke en gang i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at her ville være så smukt! Hvis ikke den kære taxachauffør havde snakket så usandsynlig meget, havde en tåre måske fundet sin vej ud af min øjenkrog.

Det er nu efterhånden 2 uger siden, jeg startede her, - tiden flyver virkelig afsted, synes jeg, - og jeg er simpelthen så glad for at være her. Flere gange om ugen hopper jeg i skolens pool, jeg spiller fodbold og ultimate flere gange om ugen, sidder i skolens smukke rosenhave og tænker, snakker engelsk, får nye venner fra andre kontinenter, lærer om Gud, synger, læser, griner, spiller klaver, tager på strandture og meget mere. Ja, jeg ville med lethed kunne skrive lange passager om hver dag, da der hele tiden sker så meget både i og rundt om mig, men jeg tror hellere, at jeg må til at slutte af for denne gang. Jeg vender dog tilbage med lidt mere deltaljerede fortællinger om mit liv her på Capernwray i mit næste blogindlæg. Jeg håber, at I alle derhjemme stadig har det godt. Jeg hører, at der endnu en gang er faldet lidt sne. Det er helt surrealistisk at tænke på, når jeg sidder her i varmen.

Jeg vil forresten lige nævne, at jeg er den eneste dansker her på skolen, og jeg er ikke mindre end stolt af at sige, at jeg er derfra. Ja, den kan I så lige tygge lidt på :) Hav en rigtig god dag!

 Den smukke bådoverfart fra Syd- til Nordøen.

Dejlig og smuk strand i Wellington

Vi venter på bussen på en øde bænk, med en øde kiosk i baggrunden :) 

Sidder klar i det lille, pink fly. Er ret nervøs her!

 Caroline Elleby Due Madsen hænger nu i luften :)

Vores lille fine pink fly

Ja, ja. Fint skal det vaere :)

Paa indkoeb i Auckland. Nu med moerkere haar.

Familien Oestermark og os :)

Fyrvaerkeri ved havnen med de hollandske piger.

Festmiddag paa Burger King :)

Capernwray. Mine vaerelseskammerater, Rochelle og Leah. De er soede!

Hygge ved poolen...

Ude foran vores spisesal. Smukke blomster, ikke?

Til hoejre for billedet er mit vaerelse. I midten er vores undervisningslokale.

Tur paa stranden. Rochelle og jeg hopper :)

Efter en haard omgang fodbold. Rochelle, Maxine og jeg er lidt seje, synes jeg :)

På tur på Sydøen

Hvis I, som læser min blog, vil følge mig og fuldt ud forstå mine oplevelser her på New Zealand, synes jeg næsten, det er på sin plads, at jeg i dette blogindlæg indleder med lidt info om landet. Jeg håber, at det vil udvide jeres forståelse og indsigt i mine videre fortællinger. Hvis I, efter at have læst det følgende afsnit, føler jer mere sultne på viden om New Zealand, henviser jeg til bogen, ”Lonely planet”, som kan findes i de fleste bogbutikker verden over.

New Zealand er ikke kun unik og smuk pga. dets skønne natur, men også fordi, at det faktisk er det yngste land i verden. Det blev nemlig først befolket i år 800. I 1642 fik landet dets navn af en hollænder ved navn Abel Tasman, som var den første hvide mand, der spottede landets kyst. Ja, og så kan man jo som europæer ikke være andet end lidt stolt :) New Zealand er overordnet set delt op i to øer, nemlig Sydøen og Nordøen. Hvis man vil transportere sig selv fra den ene ø til den anden, kan man hoppe ombord på en stor færge, som tilbyder en utrolig smuk overfart. De to øer har tilsammen et areal på cirka 268,680 km2, og har en population på omkring 4,4 millioner mennesker. Så ja, hver kiwi, som New Zealændere bliver kaldt, har altså en del mere plads at bevæge sig rundt på, end vi danskere har i Danmark.

Nu vurderer jeg, at båndet mellem jer læsere og New Zealand er blevet en kende stærkere, og I vil på den måde bedre kunne forstå Rikkes og mine oplevelser på Sydøen.

Sidst jeg skrev, sad jeg på en udendørs terrasse omringet af bjerge ved Abel Tasman National Park. Nu tårner der sig ikke bjerge rundt om mig og min lille computer, men 6 køjesenge omringet af vandretasker, vasketøj, vandflasker, madposer og meget mere. Jeg sidder nemlig i min hostel-seng i byen Kaikoura. Hvis du har læst mine blogindlæg før, og hvis du oveni det er god til at huske navne, ved du, at jeg har været i denne by før. Men hvad du ikke ved er, hvordan jeg er kommet her til endnu en gang, og det skal jeg nu fortælle dig.

Fra Abel Tasman National Park gik turen mod byen, Barrytown, som blot har et indbyggertal på 42 mennesker. Bussen stoppede ved en øde bar, og her skulle vi så blive natten over. I barens have var der bygget små hytter, som vi skulle sove i. Ved dette stop skulle vi ikke tage stilling til, hvad vi ville bruge vores aften på, for der var kun én mulighed, nemlig at deltage i udklædningsfesten, som baren arrangerede hver gang et nyt bus-hold kom trillende forbi. Vi blev derfor alle jaget ind i et lille rum, hvor kasser fyldt af udklædningstøj tårnede. Efter lidt forvirring, mange grin og underlige blikke havde Rikke og jeg fået ”pyntet” os til fest. Hele udklædningsfest-konceptet var egentlig en rigtig sjov ide, men samtidig enormt akavet! Her stod vi, 30 mennesker fra 10 forskellige lande, på en øde bar iført underligt og ildelugtende tøj. Dog var denne oplevelse også meget givende. For nok var konceptet lidt kikset og komisk, men samtidig gav det en ting at være fælles om – at være grim og have det sjovt :)

Dagen efter gik turen videre til byen, Franz Josef, hvor aktivitetsmulighederne skulle vise sig at være af en lidt anden kaliber end i Barrytown. Vi skulle nemlig hike en hel dag i Franz Josef Glaciers, hvilket jeg personligt havde glædet mig utrolig meget til. Vi blev iført store vandrestøvler, uldsokker, vanter, hue, regntøj og en taske med pigsko, og efter vi havde underskrevet, at vi var klar over, at vi bevægede os op i ikke helt ufarlige gletsjere på eget ansvar, drog vi afsted mod en smuk og unik oplevelse. Grunden til at denne Franz Josef Glacier er noget helt særligt er, at den er omgivet af regnskov. Ja, og hvis man tager første stavelse i ordet, regnskov, ved I, hvordan vejrforholdet var. Regnen PISKEDE ned hele dagen. Heldigvis resulterede de store mængder vand ikke i, at vores hike blev mindre fedt. Derimod resulterede det i, at der i fjeldene, som stod omkring gletsjerne, udsprang utrolig mange smukke vandfald.
Da vi nåede op til gletsjerne, efter cirka 1 times gårtur, poppede der små tårer op i mine øjne. Jeg blev simpelthen så overvældet af det smukke syn. Oplevelsen var så anderledes fra alt andet, jeg nogensinde har prøvet før, og kombinationen af at SE noget så smukt natur, og samtidig FØLE naturens kræfter på egen krop, var helt fantastisk og svær at beskrive.

Nu skal jeg heller ikke virke mere sporty, end jeg er. Efter hiket i gletsjerne, var både Rikke og jeg helt smadrede. Men det fandtes der heldigvis råd for! Ved siden af vores hostel var der nemlig lavet hot pools midt i en lille regnskov. Senere på aftenen lod vi derfor, med stor tilfredshed, vores trætte, kolde og ømme kroppe glide ned i 40 graders varmt vand. Arh…

Næste morgen hoppede vi atter en gang ombord på vores elskede, orange Stray-bus. Vi fortsatte ned af Sydøens vestkyst og landede i en lille by, kaldet Makarora. Solen stod højt på himmelen, da vi slæbte vores tasker fra bussen ind i vores små hytter, og der gik ikke mere end fem minutter, før vi alle lå ude på tæpper, hørte musik, læste og solede os. Vi havde alle noget at indhente efter nogle regnfulde dage i Franz Josef. Aftenen i Makarora bød ikke på udklædningsfest, men til gengæld blev der fyret op for en omgang karaoke. Jeg troede ikke, jeg kunne opleve underlige og kiksede øjeblikke med vores bus-venner efter vores udklædningsfest i Barrytown, men der tog jeg fejl. Nej, hvor kan hollændere dog synge ABBA grimt og voldsomt!
En fransk gut havde lovet mig, at vi skulle synge sammen. Han måtte dog i sidste øjeblik krybe til korset og sige, at han ikke turde. Som undskyldning gik han op og købte en stort stykke gulerodskage til mig, hvilket var utrolig sødt :) Dog var det lidt komisk at sidde og spise et kæmpe stykke gulerodskage midt på en bar, når alle andre sad med store øl-krus i hånden, men vi har vel alle prøvet at gøre os selv lidt til grin for et stykke gulerodskage :)

Mange pinlige optrædener og en god nats søvn senere kørte bussen videre. Denne gang med retning mod byen, Queenstown. Da vi ankom til vores hostel, stillede vi os alle pænt i kø for at betale for vores værelse, som vi plejede. Dog blev det kendte billede af englændere, hollændere og tyskere forstyrret af tre unge og søde danskere, som Rikke og jeg har gået på Nørre G. med. Så føles verden pludselig knap så stor!
Første aften i Queenstown bød på gratis grill-mad på baren, ”Revolver”. Det var dog ikke det eneste særlige ved denne aften. Det var nemlig også sidste aften, hvor hele vores Stray-bus-flok var samlet, da det kun var cirka 10 af os, som skulle fortsætte op mod Nordøen. Det var ret trist, men samtidig utrolig festligt. Efter et dejligt og sjovt måltid på ”Revolver”, gik vi videre på ”World Bar”, som diskede op med et live-band og thepots. (Til jer som ikke ved, hvad det er, så er det drinks, som bliver serveret i tekander. Underligt, men sjovt koncept). Fællesskabet var helt særligt denne aften, fordi alle vidste, at det var sidste gang, vi alle var samlet.

Dagen efter hoppede jeg og min tro væbner, Rikke, på en lille bus, hvor vi skulle sidde i en times tid, før vi nåede til en lille farm. Vi blev dog ikke sat af foran døren til huset, men til hestefolden. Vi skulle nemlig ud at ride. Efter at have fået et par gode gummistøvler på og en hjelm, som bestemt ikke gjorde mit hoved mindre rundt, begyndte jeg at blive lidt nervøs. Rikke har gået til ridning i flere år, men jeg har nærmest aldrig siddet på en hest, så at skulle ride ud i New Zealands flotte og vilde natur var pludselig en lidt skræmmende tanke! Det skulle dog vise sig at være en helt fantastisk oplevelse. Et var at prøve at ride, et andet var at se New Zealands natur fra hesteryg. Det var simpelthen så smukt! Vi red igennem floder, skov, buskads, åer og marker. Som første-gangs-rider må jeg sige, at det var ret vildt at prøve. På turen hjem i bussen var vi begge også helt høje efter oplevelsen. Min rumpet var også mærket efter oplevelsen, men dog ikke på samme positive måde :) For at fejre en god oplevelse og for at trøste vores bagdele købte vi om aftenen en “Fergburger”, som er en kæmpe, lækker burger, som er kendt landet over. Og det forstår jeg godt, for hvor var den lækker!

Efter 3 gode og solrige dage i Queenstown trillede vores lille bus, som nu var halvtom, videre mod Mt. Cook, som er det højeste bjerg på New Zealand. Desværre var vejret ikke så godt, da vi ankom, så toppen af bjerget var skjult af skyer. Heldigvis var der en dejlig tv-stue på vores hostel, så vi lagde os alle ind i store og bløde sækkestole og så film. Vi så bl.a. ”Bourne identity”. Sikke en god film altså. Se den her i weekenden, hvis I ikke har andet at tage jer til i kolde Danmark :)

Da vi vågnede næste morgen, stod solen endnu en gang højt på himmelen, og Mt. Cooks top kiggede frem gennem skyerne. Dejligt lige at få et glimt af det, som vi nu en gang var kommet til stedet for at se. Efter kigget trillede bussen videre til Christchurch, hvor vi før havde været. Denne gang skulle vi dog ikke bo på et fancy hotel midt i centrum, men i et gammelt fængsel ude i en forstad. Ordene, fængsel og forstad, associeres som oftest med noget lidt trist og koldt, men her må jeg overraske jer. Det gamle fængsel var faktisk rigtig sjovt og meget charmerende. Bl.a. gik de ansatte rundt i fængselstrøjer, og så kan man da ikke andet end at holde af stedet :)
Vores aften i fængsel var dog ikke kun sjov, men også lidt trist. Det var nemlig sidste aften med de sidste bus-mennesker. Rikke og jeg var officielt de sidste originale Stray-bus-folk, som ikke skulle flyve hjem fra Christchurch. Heldigvis tog vi afsked med maner. Vi så film i fængslets lille biograf, spillede pool-turnering og drak lidt vin og lyttede til hinandens barndomsfortællinger. Det var ikke mindre end skide hyggeligt :)

Efter en nat i cellen rejste Rikke og jeg mutters alene (eller det vil sige, at bussen jo var fyldt med folk, men bare ikke VORES bus-folk) mod byen, Kaikoura. Inden vi nåede helt ind til byen stoppede vi ved kysten for at se på en sælkoloni, som typisk holdt til der. Vi fik dog at vide, at vi ikke måtte gå for tæt på dem, da de ellers kunne finde på at løbe efter os. De kan nemlig løbe cirka 35 km i timen. Hvad sker der for det? Jeg har da aldrig vidst, at jeg kunne risikere at blive jagtet af en stor og tyk sæl. Hmm. Endnu en ting at frygte her i livet :)

Ja, og så er jeg pludselig tilbage til starten af dette indlæg. (Ih, det er så moderne og interessant med sådanne cirkel-fortællinger, så det benytter jeg mig også af). De mange køjesenge omkring mig er efterhånden ved at være erobret, da klokken er ved at være mange. Jeg tror næsten også, at jeg vil krybe ned under dynen. I morgen går turen nemlig til Nordøen, så jeg skal være frisk. Det er helt underligt at skulle forlade denne ende af New Zealand, da den er forbundet med gode minder og gode mennesker. Men jeg er helt sikker på, at Nordøen også har meget godt at byde på.

Inden jeg bevæger mig mod drømmeland, vil jeg fortælle, at jeg stadig tænker meget på jer derhjemme. Jeg håber, I har det rigtig godt og nyder landet. For det kan godt være, at New Zealand er smukt og varmt, men de har ikke et håndbold-hold, som snart skal spille VM-finale. Tillykke med det og held og lykke :)

PS. Bogen, ”Under en strålende sol” er nu færdig (den er fantastisk, læs den!), og jeg har nu kastet mig over ”Smillas fornemmelse for sne” af Peter Høeg. Den lover godt… Boganmeldelse kan sandsynligvis læses i næste blogindlæg :)

 Udklædnings-fest i Barrytown. Flot outfit, ikk? :)

Vandfald ved Franz Josef

Endelig nået op til gletsjerne. Men der er lang vej til toppen...

Vi kæmper os op ad..

Hotte piger i hot pools :)

 

Solbadning. Skønt!

Jeg er glad, fordi jeg får gratis gulerodskage :)

Vi spise frokost i den smukkeste rosen-have!   

Havnen i Queenstown

Av min numse. Men flot er det!

 Virkelig smuk ridetur!

 FANTASTISK natur!

Det er sjældent, man ser et skilt, som siger, at man ikke må gå for tæt på de frie sæler :)

 Fængsel-hostel i Christchurch.

Saa gaar turen fra Sydney til New Zealand

Sidst jeg skrev paa min lille blog her, sad jeg i en stor, bloed og godt brugt kontorstol paa vores hostel midt i Sydney. I skrivende stund sidder jeg paa en aaben terrasse med fuglelyde som baggrundsmusik. Rundt om mig taarner der sig fantastiske bjerge, og selvom klokken naermer sig halv ti om aftenen, sidder jeg blot i t-shirt. Ja, som I nok har gaettet – ogsaa ud fra overskriften paa dette indlaeg – befinder jeg mig nu paa smukke New Zealand. Inden jeg vil tage jer med paa Rikkes og min rejse rundt her, vil jeg dog lige afrunde vores korte, men dejlige ophold i Sydney.

Vores tredjedag i Sydney havde overskriften, ”fisk”. Foerst gik turen til et stort fiskemarked, som er vaeldig populaert i Sydney. Derefter foerte vores flotte jogging-sko os hen til Sydneys store akvarium. Ja, her taenker I nok, at det da ikke lyder just interessant, men jeg kan saa fortaelle jer, at den tanke ikke er vaerd at dvaele ved, da det var en rigtig sjov oplevelse. Forhaabentlig kommer vi aldrig saa taet paa en haj igen (denne kommentar er primaert henvendt til min mor :). Paa fjerde- og sidstedagen gik turen til Bondi Beach. Hvis jeg bruger ord som turkisfarvet vand, hvidt sand, smukke omgivelser og sommerglade mennesker, har jeg vist ikke sagt for lidt. Rikke og jeg overvejede efter denne tur, at blive professionelle surfere. For den tilvaerelse saa bestemt ikke helt daarlig ud!

Loerdag den 9. januar satte vi alarmen til kl. 05.30 og drog mod lufthavnen for at rejse videre mod New Zealand. Vi havde glaedet os til at snakke med stewardesser, som vi rent faktisk kunne forstaa, da de ikke ville have kinesisk accent, som de havde paa turen til Sydney. Desvaerre var heldet ikke med os. Voldsom kiwi-accent og en skrattende mikrofon er altså ikke den bedste kombination! Men bortset fra den lille forvirring, floej vi trygt, smukt og sikkert ind over New Zealands mange bjerge og landede i byen, Christchurch, som ligger paa Sydoeen. Min kaere broder, Mattias, havde hjulpet mig med i forvejen at booke et hotel her. Baade Rikke og jeg vil gerne sende vores varmeste hilsner og tak til ham i dette oejeblik, - hvor var det dog et fint hotel! Bloed dobbeltseng, gratis internet, bad og toilet paa vaerelset, gratis fitnesscenter og sauna etc. Laekkert :) Her brugte vi to dage. Paa anden dagen gik Rikkes computer desvaerre i stykker, saa vi gik paa jagt efter hjaelp. Og hjaelpen var heldigvis at finde cirka en halv times gaatur fra hotellet. I en forholdsvist oede computerbutik, fik vi hjaelp af en ung asiatisk mand, som baade kunne snakke tysk, russisk og engelsk. I de naesten tre timer vi brugte der, fik vi snakket om mange sjove ting med ham. Og det viste sig soerme, at det ikke blot var os, som syntes, at han var soed, men ogsaa omvendt. Han gav os i hvert fald – gratis – muligheden for at faa fremkaldt over 100 billeder fra vores kamera og derudover lave en smuk forstoerrelse af et af dem. Da ordet, ”gratis”, indgik i saetningen, toevede vi ikke med at sige ja. Det var rigtig fedt at se vores oplevelser i saa god billede-kvalitet. Det er virkelig trist, at man ofte bare har alle sine flotte billeder paa sin computer og ikke faar dem fremkaldt, for det er altsaa noget helt saerligt :) Naeste morgen (den 11. januar) hoppede vi paa ”Stray-travel-bussen”, som er en bus fyldt med friske, unge backpackere, som gerne vil – ligesom os – opleve alt det smukke, som New Zealand kan byde paa. Med sjove kommentarer, god fakta og fed musik foerer den friske kiwi-chauffoer os saa fra by til by. Foerste stop var Kaikoura. Selve byen paa land var ikke noget at raabe hurra for, men det var ”byen” i vandet tilgengaeld. Den indeholder nemlig hvaler, delfiner, saeler og meget mere. Klokken 05.20 den 12. januar ifoerte Rikke og jeg os vaaddragter, svoemmefoedder, maske og snorkel og bevaegede os ud paa det store hav for at blive venner med delfinerne. Og det blev vi saa sandelig ogsaa! Da den foerste morgensolstraale ramte havets overflade, kastede vi os ud fra baadens ende ud i det store hav, for at underholde delfinerne. Som vores guide sagde: ”Det er ikke delfinerne, som skal underholde jer, det er jer, der skal underholde dem. Ellers gider de ikke vaere sammen med jer.” Og saadan maatte det blive. Vi svoemmede derfor rundt og lavede sjove bevaegelser med kroppen, imens vi – saa godt som vi nu kunne med en snorkel i munden – sang for delfinerne. Og ganske rigtigt. Efter kort tid svoemmede jeg rundt blot en halv meter fra en delfin. Det var en ret vild oplevelse. Specielt fordi at baade Rikke og jeg var meget nervoese inden, men det viste sig heldigvis, at der intet var at frygte, og vi kan nu tilfoeje delfiner paa vores venneliste :) Samme formiddag gik turen videre til byen, Marahau, hvor jeg sidder lige nu. Denne by graenser op til den fantastiske nationalpark, Abel Tasman Nationalpark. Dette sted er ubeskrivelig dejligt. Her hvor vi bor er en blanding af en campingplads, en lille landsby og et udendoers hostel. Jeg faar naesten Christania-associationer af at vaere her.

Dagen i dag er imidlertid gaaet med at udforske Abel Tasman National park. Foerst sejlede vi med en lille aaben cadameran for at se den fra havsiden. Boelgerne var hoeje og vinden ret kraftig, saa vi sad med taepper og noed den fantastiske udsigt. Efter 2 timers sejltur blev vi sat af paa en strand i den anden ende af nationalparken, og en hiking tur paa 12,5 km ventede forude. Det var blot en tysk pige, en hollandsk mand og Rikke og jeg, som skulle gaa turen. De andre tog videre med baaden. Da vi begyndte at gaa tittede solen frem, og udsigten fra toppen af bjerget var helt fantastisk! Solen skinnede paa det turkisfarvede vand og de hvide strande. (Guiden paa baaden sagde, at sandet i nationalparken var som det paa Fiji). Det var skoent at opleve den smukke natur baade fra vand og fra land.

De andre unge fra bussen sidder nu rundt om baalet og snakker og hygger, men jeg tror at Rikke og jeg gaar mod vores senge snart. Vi er traette efter at have brugt vores krop godt og grundigt i dag! Inden jeg dog lukker mine oejne helt, skal jeg laese lidt i min bog, ”Under den straalende sol”. Det er saa dejligt at have god tid til at laese!

Jeg vil afrunde med at sige, at jeg taenker utrolig meget paa jer derhjemme. Lidt for meget maaske. Men som mange nok ved, saa er jeg ogsaa lidt af en tryghedsnarkoman, saa jeg er ikke overrasket over, at jeg skal bruge lidt tid paa at vaenne mig til at vaere vaek fra dem, jeg holder af. Men jeg maa ogsaa sige, at alle folkene her paa bussen og de lokale New Zealaendere er helt utrolig aabne og rare, saa det er virkelig trygt at vaere afsted!

Haaber I alle har det godt!! Glaeder mig til at hoere fra jer :)

Det er det, jeg kalder en fræk øjenkontakt ;)

 Pæne muslinger fra vores fiske-dag

Kong Triton (lavet af lego) og mig i Sydneys akvarium

Bondi Beach - hurra!

Strand-babe, det tror jeg vist nok :)

Det gratis fitness-center udnyttes

Klar, parat, start... 

 Vores nye bedste venner :)

 En pæn blomst i Abel Tasman Nationalpark

Udsigten fra vores hike

Smuuuukt land!