På tur på Nordøen

I skrivende stund har jeg det ret varmt. Solen står højt på himlen, og her sidder jeg på en dejlig grøn græsplæne med udsigt til en dejlig blå pool. Mere præcist sagt befinder jeg mig nu i byen, Cambridge, på Capernwray Bibel School. Som I kan høre, er stedet her utrolig smukt. Jeg vil dog, inden jeg fortæller jer om stedet her, fortælle jer om Rikkes og min sidste uge sammen på New Zealands Nordø.

Sidst jeg skrev, var jeg på vej ind i drømmeland i byen, Kaikoura, som ligger på Sydøen. Da jeg vågnede op til den virkelige verden, gik turen til byen, Picton, hvorfra vi skulle tage en færge til Wellington, som er New Zealands hovedstad, og som ligger på Nordøen. (Hvis jeg var dig, ville jeg lige hurtig læse den foregående sætning endnu engang, for der var en del informationer i den, og jeg tror ikke, selvom du måske føler du forstod den, at landet rent faktisk ligger sådan). Overfarten varede hele 3½ time. Dog strålede solen dejligt og udsigten var fantastisk, så det var skønt.

I Wellington havde vi to overnatninger, hvilket var ret dejligt, da der derfor var mere ro på. Første aften gik vi en tur rundt i byen. Jeg blev ret overrasket over, hvor smukt og rolig der var, på trods af at det er en hovedstad. Senere på aftenen satte vi os godt til rette i vores mere eller mindre komfortable hostelseng med Rikkes computer placeret foran os. På computerskærmen kørte serien, ”One Tree Hill”. Jeg siger jer, folkens, det var ikke mindre end fantastisk at sidde der og se. Både fordi at Rikke og jeg begge er fans af den serie og føler – på trods af at det er ret kikset og plat – at personerne i serien næsten er vores venner, men også fordi det var så rart bare at slappe helt af og forsvinde ind i et andet univers. Dagen efter gik vi tur til stranden, hvor vi spiste vores medbragte madpakke, ja, man må jo spare, hvor der spares kan :) Derefter kiggede vi forbi New Zealands nationalmuseum, Te Papa. Her var der bl.a. meget fokus på naturens voldsomme kræfter. Wellington oplever årligt et utal af jordskælv. Inde i museet var der derfor bygget et lille træhus, som man kunne gå ind i og opleve, hvordan et sådan et føles. Efter et par minutter begyndte huset at ryste, og man hørte paniske stemmer i radioen og på tv-skærmen viste de møbler og lign. Som fløj rundt i luften. Det var egentlig meget interessant at prøve, hvordan et jordskælv føles, og jeg blev ret taknemmelig over, at det er en følelse og oplevelse, jeg ikke kender til.

Tidligt næste morgen hoppede vi – for sidste gang – ombord på Stray-bussen. Turen gik nu mod Auckland, som er New Zealands største by. Vi besluttede os dog for at hoppe af, inden vi kom dertil, da vi havde en drøm, vi skulle leve ud i livet, før vores vi skulle gå hver til sit, nemlig SKYDIVING! Vi hoppede derfor af i en lille, øde by kaldet Waiouru. Og når jeg skriver, at den var øde, så mener jeg virkelig, at den var øde. Det eneste sted vi så mennesker var i en lille, lusket kiosk, som udelukkende solgte friturestegte ting. I 28 graders varme er det ikke just det, man har lyst til, skulle jeg hilse og sige. Efter tre varme timer på en lille bænk i øde Waiouru, blev vi hentet af en intercitybus, som skulle føre os til byen, Taupo. Efter et par timers køretur trillede vi ind i Taupo. Lake Taupo, som er en ufattelig stor og smuk sø, grænser op til selve byen og er ufattelig smuk, specielt når solen stråler så dejligt, som den gjorde den dag. Da vi ankom til vores hostel, spurgte vi, om det mon var muligt allerede at skydive samme dag. Receptionisten foretog et enkelt opkald, hvorefter hun sagde, at hvis vi ville hoppe samme dag, skulle det være med det samme. Så på fem minutter skulle vi finde vores værelse, sætte vores tasker, skifte tøj og forberede os psykisk på at hoppe ud fra et fly! Det var godt nok nogle af de mest følelsesforvirrede minutter i mit liv, kan jeg fortælle jer!
Da vi nervøse og spændte stod uden for vores hostel og ventede på vores lift til lufthavnen, kørte en hvid limousine pludselig ind til siden. Det var virkelig surrealistisk at hoppe ind – blot to mennesker – i en hvid limousine. Vi ankom til lufthavnen og blev hurtigt iført en blå dragt, sikkerhedsudstyr, hat og briller. Ja, det var som at få foretaget en kønsskifteoperation. Jeg lignede i hvert fald til forveksling en dreng :) Et par billeder og nervøse kram senere sad Rikke og jeg i et lille pink fly på vej op i luften. På trods af at det lille, pink fly føltes ufattelig usikkert, dominerede min flyskræk ikke mine tanker, da min krop var fyldt af glæde, angst, spænding og forvirring over at skulle hoppe ud af det. Da vi var næsten 5 km oppe i luften spændte min guide sig fast til mig, hvilket var både trygt, men også en anelse kikset, hvorefter han nærmest rutsjede os ned i den anden ende af flyet. Da vi sad der, åbnede den ene side af flyet sig pludselig. Det var den vildeste følelse. På den ene side ville jeg for intet i verden hoppe, men på den anden side var der ikke noget, jeg hellere ville. Jeg havde dog ikke meget tid til at føle og tænke i, for pludselig havde min kære guide skubbet os ud og vi hang pludselig frit i luften 5 km over jorden. Jeg SKREG, som jeg aldrig har skreget før!!! De første sekunder kunne jeg ikke finde ud af, hvad der var op og ned, men hurtigt vendte min mave ned mod jorden, og jeg kunne nu se landskabet under mig. Det var virkelig ubeskrivelig smukt. Lake Taupo glimtede til højre, til venstre tårnede der sig smukke vulkaner, i horisonten var der et utal af bjerge, og under mig var der grønne marker. Et maleri jeg ikke en gang har fantasi til at male! I cirka 60 sekunder var jeg og min kære ven, som bogstaveligtalt var klistret til min ryg, i frit fald. Pludselig slog han faldskærmen ud, og jeg gik fra at have min mave vendt ned mod jorden til pludselig at hænge i en form for gynge. Det var en virkelig fed følelse, for pludselig kunne jeg nyde udsigten på en anden måde. Min nye klister-ven lavede nogle loops med faldskærmen, så vi drejede rundt oppe i luften. Virkelig sjov oplevelse! Pludselig var det ikke kun bjerge og søer, som mødte mit syn, men også en ganske sød pige. Rikke kom flyvende i luften lige ved siden af mig. Det var utrolig sjovt at hænge der og dingle så højt oppe over jorden sammen med sin veninde. Specielt fordi vi oven i det begge lignede nogle af den andet køn :) Efter vores landing løb vi hinanden i møde, og af ren og skær glæde hoppede jeg op på Rikke og krammede hende. Jeg kunne slet ikke stoppe med at smile bagefter. Følte mig sejere end nogensinde! Det hele var så surrealistisk, og det hele var gået så hurtigt. Det føltes som om at alle verdens følelser var gået igennem min krop på blot en halv time. Vi var derfor, med god grund, fuldstændig kvæstet om aftenen, så den ellers lidt hårde hostelseng føltes ret god :)

Efter en god nats søvn, oven på en fed og intensiv dag, tog vi endnu en intercitybus. Torsdag aften den 27. februar stod jeg og min trofaste rejsesvend så i Auckland, vores sidste stop på vores skønne eventyr. Det var med blandede følelser, vi for sidste gang sammen betalte for vores hostelophold. Dog så vi begge meget frem til 4 dage, hvor vi bare skulle slappe af, se byen, få ordnet lidt praktiske ting, snakket om vores oplevelser og ikke mindst bare nyde hinandens selskab.
Vi blev hurtigt enige om, at Auckland på mange måder minder lidt om Sydney; dejlig overskuelig, smuk, renlig og tilpas med mennesker. Derudover bød denne by også på mange sjove oplevelser og møder. Fredagen brugte vi på en frisørskole. Vores værelseskammerat på vores hostel var nemlig frisørelev, og manglede et par piger, som ville have deres hår farvet. Rikke og jeg hoppede på med det samme, da ordet, gratis, indgik i fortællingen. Det var en ret speciel oplevelse at sidde på en frisørskole midt i Auckland, omgivet af mere eller mindre homoseksuelle typer og overgive sit hår til en komplet fremmet ikke-færdigudannet frisør. Heldigvis var vi begge glade for både resultatet og oplevelsen. Noget af det fede ved at være ude at rejse er lige præcis oplevelser som denne – en begivenhed man ikke kan høre om eller planlægge, men som bare opstår på underlig vis :)
Om lørdagen sad vi et par timer på Starbucks med to af mine efterskolevenner, Christian og Lisbeth Østermark og deres forældre. Endnu en gang må jeg konstatere, at verden – trods alt – ikke er så ufattelig stor. Familien Østermark var lige ankommet, så det var utrolig sjovt for Rikke og jeg at virke som de gæve New Zealand-piger, som kendte landet ud og ind. Vi blev helt høje af at fortælle om vores oplevelser, og i maven opstod faktisk også lidt jalousi over, at de nu skulle opleve alle de fede ting.
Vores sidste aften sammen, søndag aften, spiste vi festmiddag på Burger King. Ja, fint skulle det jo være :) Midt i vores delikate festmiddag træder to hollandske piger, som vi hang ret meget ud med i Queenstown, ind af døren. Hvad er chancerne for det? Det var overraskende hyggeligt at se dem igen. Jeg følte næsten det var som at møde nogle af mine gamle venner.
I anledning af Auckland-dag, som var mandag den 31. januar, skulle der være fyrværkeri ved Auckland havn senere på aftenen. Vi fire piger fuldendte derfor vores festmiddag med en is ved havnen. Klokken halv ti fyrede de den første raket af ude fra en båd i havnen, og det skulle vise sig, at jeg i de næste ti minutter skulle opleve det mest fantastiske fyrværkeri, jeg nogensinde har set. Det var så storslået og smukt. Rikke og jeg gav hinanden et par kram under showet. Med så smukt et syn, kunne vi ikke undgå at blive lidt følelsesladet over, at det var vores sidste aften.
Inden vi lagde os til at sove den aften, talte vi om alle de dejlige ting vi havde oplevet og om alle de sjove mennesker, vi har mødt på vores fantastiske rejse sammen. Vi blev begge helt høje af det!

Dagen efter, mandag den 31. januar, sagde Rikke og jeg farvel til hinanden tidligt om morgenen foran en stor og orange Stray-bus. Tårerne trillede ned af mine kinder. Det føltes så underligt at skulle skilles fra en person, som efterhånden føltes som min siamesiske tvilling. Rikke hoppede ombord på bussen og jeg stod, som om jeg var en nervøs, lille mor, og vinkede farvel til hende. Det var det. Rikkes og mit eventyr var slut, og nu skulle mit eget lille eventyr begynde…

Med mine 30 kg på ryggen gik jeg op og tog bussen fra Auckland til Cambridge. Jeg var ved ret godt mod og sad med min elskede musik i ørerne og glædede mig utrolig meget til at starte på Capernwray. Det var faktisk en ret speciel følelse, da jeg normalt ikke er så glad for noget, der ikke er tryg og kendt. Capernwray by var en fryd for øjet. Små hyggelige butikker og blomster var at se overalt. At dette nu skulle være ”min by” de næste 5 måneder, havde jeg det ret godt med. Derfra tog jeg en taxa til skolen, som ligger et par km ude for byen. Min taxachauffør viste sig at være en kristen, ældre mand, som åbenbart kendte stifteren af Capernwray. Han snakkede utrolig varmt om ham (Ian Thomas, som han hedder) og skolen generelt, hvilket glædede mit lille glade, men lidt spændte hjerte. Da vi kørte ind af den lange allé, som fører ned mod skolen, sad jeg med åben mund. Ikke en gang i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at her ville være så smukt! Hvis ikke den kære taxachauffør havde snakket så usandsynlig meget, havde en tåre måske fundet sin vej ud af min øjenkrog.

Det er nu efterhånden 2 uger siden, jeg startede her, - tiden flyver virkelig afsted, synes jeg, - og jeg er simpelthen så glad for at være her. Flere gange om ugen hopper jeg i skolens pool, jeg spiller fodbold og ultimate flere gange om ugen, sidder i skolens smukke rosenhave og tænker, snakker engelsk, får nye venner fra andre kontinenter, lærer om Gud, synger, læser, griner, spiller klaver, tager på strandture og meget mere. Ja, jeg ville med lethed kunne skrive lange passager om hver dag, da der hele tiden sker så meget både i og rundt om mig, men jeg tror hellere, at jeg må til at slutte af for denne gang. Jeg vender dog tilbage med lidt mere deltaljerede fortællinger om mit liv her på Capernwray i mit næste blogindlæg. Jeg håber, at I alle derhjemme stadig har det godt. Jeg hører, at der endnu en gang er faldet lidt sne. Det er helt surrealistisk at tænke på, når jeg sidder her i varmen.

Jeg vil forresten lige nævne, at jeg er den eneste dansker her på skolen, og jeg er ikke mindre end stolt af at sige, at jeg er derfra. Ja, den kan I så lige tygge lidt på :) Hav en rigtig god dag!

 Den smukke bådoverfart fra Syd- til Nordøen.

Dejlig og smuk strand i Wellington

Vi venter på bussen på en øde bænk, med en øde kiosk i baggrunden :) 

Sidder klar i det lille, pink fly. Er ret nervøs her!

 Caroline Elleby Due Madsen hænger nu i luften :)

Vores lille fine pink fly

Ja, ja. Fint skal det vaere :)

Paa indkoeb i Auckland. Nu med moerkere haar.

Familien Oestermark og os :)

Fyrvaerkeri ved havnen med de hollandske piger.

Festmiddag paa Burger King :)

Capernwray. Mine vaerelseskammerater, Rochelle og Leah. De er soede!

Hygge ved poolen...

Ude foran vores spisesal. Smukke blomster, ikke?

Til hoejre for billedet er mit vaerelse. I midten er vores undervisningslokale.

Tur paa stranden. Rochelle og jeg hopper :)

Efter en haard omgang fodbold. Rochelle, Maxine og jeg er lidt seje, synes jeg :)